Sommeren er nu forbi. og vinteren 1927-28 er kommet med masser af sne, og mændene er på vejen meget af tiden, for at skovle det af vejen, og det sker med håndkraft. To mænd vil gå frem side om side og skovle sneen til hver sin side. Snefogeden kommer om morgenen, for at udskrive hjælp til arbejdet.
Hver husstand skal sende én eller flere karle; antallet går efter ejendommens eller gårdens størrelse, og så går snefogeden videre fra gård til gård, indtil det nødvendige mandskab er i gang, og de bliver fortalt, hvor de skal begynde.
Vi og vore naboer begyndte næsten altid ved Ny Mølle, og arbejdede så østpå, indtil vi mødte mandskabet, som kom østfra. Sommetider kunne det gøres på en halv dag; men til andre tider kunne det tage to eller tre dage, og når det rigtig var galt, måtte vi sommetider begynde forfra igen på grund af blæsten og den fygende sne.
Efterhånden som vinteren gik, fik vi store snebanker på begge sider af vejen, og så var der plads til endnu mere sne fra den næste snestorm; men der var ikke andet at gøre, end at blive ved med at skovle.
Vejene skulle holdes åbne og farbare, så mælkekuskene kunne komme frem med deres tunge vogne, og mange, som boede på sidevejene, måtte bringe deres mælkejunger ud til kommunevejen, fordi deres dårlige veje endnu ikke var farbare for andet end slæde og let vogn.
Så var der også postbudet, som skulle være i stand til at gøre hans runde; men han var næsten altid til fods under disse vejrforhold. Vi så altid frem til hans komme, selvom der ikke kunne være brev fra Canada eller Amerika eller København hver dag, og tit blev det bare til en regning, men alligevel.
I tilfælde af sygdom skulle vejene være åbne, så lægen kunne komme frem, og hvis patienten skulle på sygehuset, eller hvis man skulle hente medicin. Den gang var der ingen anden udvej end netop vejen.
Kilde: Peder Hansen, født 1922 som søn af Maren og Laurids Hansen, Engelund.
Hovedvejen gik fra Gudum efter Aggergård og Fabjerg Kirke, gennem Kjærdal, vest på til vejen gik efter Bloksgård, til Rom Skel, denne vej blev så nogenlunde holdt i farbar stand, hver gård havde sit vejskifte, hvorpå man skulle køre uharpet grus og sand, de andre veje var ikke gode, ad hovedvejen kørte posten, den og så Jordemodervej var de eneste som blev ryddet for sne.
I 1886 havde vi meget sne, i Kærdalen var det særlig galt, vores karl som hed Jørgen var til snekastning 14 dage i træk, til sidst måtte de bænke sneen op, roden var fra Fabjerg Kirke til Rom skel, Knudsen Vestergård var snefoged. I sådan tid måtte den kørende post gå på sine ben, og bringe posten ud.
I året 1887 blev mejeriet bygget og da blev vejen, der går forbi Kjær efter Skov og ud til vejen der går vest for Bloksgård, reguleret og påkørt grus, før var den nærmeste en markvej, de første år var den ikke god, i tøbrud måtte mælkekusken køre gennem Kjærdal og hen til Tingvej for at komme til mejeriet.
Der blev fra beboerne i den nordlige del af sognet rejst krav om bedre vejforhold, det var jo ikke var så underligt, når vi tænker os, at de folk som boede i Kjærgaard og Kvisgaard skulle hele vejen ned til vejen som går forbi Prebensgaard efter Bloksgaard, for at komme til Lemvig. Der blev så forhandlet, med Fabjerg Sogneråd sammen med Gudum og Nr. Lem kommuner, om en vej fra Lemvig til Gudum Kirke.
I Gudum var det snart værre med vejforholdene end i Fabjerg. Lundsgårdene skulle enten køre til Fabjerg eller Nr. Nissum Kirker for at komme til Lemvig, det var jo en lang omvej.
Når vi skulle til Lemvig efter et stort læs, hvad det nu var, måtte vi altid køre op ad Vesterbjerg gennem Rom, den gamle Østerbjerg var umulig at køre opad. I den forbindelse skal nævnes, at når vi hentede mursten på Teglgården ved Lemvig, måtte vi altid køre ude i fjorden, der var ingen vej; men bare vi kom godt ud, var der fast bund, ellers kunne man let køre fast og det var nu ikke så rart.
Der blev så forhandlet om en vej fra Lemvig igennem Nr. Lem, syd om Vestergaard og Svendsgaard, nord om Hyldgaard og efter Korslund. Til denne vej ville ejendomsbesidderne give gratis jord; men det kunne man ikke enes om; så vejen blev gennemført i dens nuværende beliggenhed; men da måtte der betales for jorden.
Vejen blev så anlagt og åbnet for færdslen i 1891 i Fabjerg til Jordemodervejen, til Gudum i året derefter. Nu foregik hoved færdslen derefter ad den nye landevej. Der blev bygget en masse, både gårde og huse langs vejen, jeg nævner dem lidt i flæng: Den første var centralen som byggedes af murer Godtfred Kristensen – og der i Staden er der jo kommet mange til senere – endvidere Toftvang, H. Kristensen, P. Jeppesen, Højgaard, Nygaard, Forsamlingshus, Nr. Svendsgaard, Aldershvile, Pax, Smed Nørgaards, Birkely, og længere mod vest Ny Boel, Sdr. Boel, Moselund, Skødbæk Mejeri og købmand Gregersen, og mod øst også en del, det var en stor fordel for sognet med sådan en vej.
Vi havde jo også den gamle landevej, som gik og går endnu fra Rom Kirke forbi Vester Mølle, Fruerhøj efter Holstebro, vi kaldte den også Kongevejen, den var så bred, at der kunne køre fire vogne ved siden af hinanden. Ved 2 mils pælen nær Fruerhøj var der telt med krohold, når de store markeder var i Holstebro i september, altid 2 dage. Ad denne vej var der stor færdsel på markedsdagene, store kobler kreaturer og heste kom ad denne vej, der kom også en del med vejene over Fabjerg forbi kirken efter Ørvejle i Gudum, hvor der også var krohold. Disse dyr kom jo fra sognene vest for Lemvig, fra Harboøre, ja, da også fra sognene øst for Lemvig.
Kilde: Peder Bjerg