I. K. Schriver: Fabjerg hovedskoles historie

Fabjerg hovedskoles historie.
(fortalt af tidligere lærer ved Fabjerg Søndre Skole Iver Kristian Schriver)

Det passer for Fabjerg sogns vedkommende, ligesom det gælder for hele landet, at før frihedens mænd omkring året 1800 med held fik virket for bøndernes frigørelse og oplysning, var der ikke megen orden eller kraft i undervisningen af bønderbørnene. Brødrene Reventlow ramte hovedet på sømmet, når de udtalte: ”Børnenes opdragelse er ustridigt det vigtigste, som skal give et grundet håb til en mere oplyst almue.”

Der fandtes ganske vist en folkeundervisning, som ikke var uden betydning. Sognedegnen, som vi kender fra Holbergs komedier, havde pligt til at undervise bondeungdommen i læsning og religion. Mange steder var der også ”omgangslærere”, der antoges af bønderne og læste skiftevis i gårdene for nabolagets børn. Resultatet af undervisningen var ringe, og mange bønderbørn fandtes først modne til at konfirmeres, når de var 20 år eller mere.

I den forfatning fandtes skolevæsenet fra Fr.d.4s tid (1730) til skoleloven 1814. Før 1730 fik bønderbørnene faktisk ingen undervisning.

Landsarkivet i Viborg indeholder forskellige kilder til oplysning af lokal interesse også for Fabjerg sogn. Adskilligt stof angående skolen finder man ved at studere herredsbøgerne, degne-edsbogen, kirkebøgerne, skifteprotokollen, visitatsprotokollen samt Ribe bispearkiv.

Af stiftsbogen 1599 ses det, at der ikke har været nogen degnebolig i Fabjerg på den tid.

Angående degnens løn fortælles: Degnekaldet til begge sogne (Gudum og Fabjerg) hører til Lemvig skole; som formedelst ungdommens undervisning udi katekismus og børnelæsning er en residerende substitut, som giver årlig pension tilhørerne i Lemvig skole: rug 1 tønde, byg 5 tønder. Til hvilken udgift og også til egen underholdning kan opbærer årlig af Gudum sogn en tolvmål schepper korn af hver gård, som er beregnet til rug 9 schepper, byg 3 tønder 3 schepper. Af Fabierer sogn plovkorn, fjorten trauffier, hvoraf de to parter er havre. Dernæst af hver gård udi begge sogne: 1 brød og 1 fårslår og 6 eller 8 skilling, eftersom gården er til. Det beløber sig i penge af begge sogne: 7 slettedaler. Endvidere får han af degneboligen i Fabier årligen bygskyld 2 tønder.

I en indberetning til rentekamret findes følgende om degnekaldenes indkomster for Gudum-Fabjerg 1685:

I Fabjerg sog er en degnebolig, hvortil kan sås af al slags korn og kan græsse 1 hoppe, 1 ko og tre får, men der har hidtildags ingen eng været.

1690 giver følngede oplysninger om degneboligen og dens jorde: Fabiere deigne buoll består af 1 sals hus, et lidet ladehus og et andet lidet hus, opbygget af jord. Dens tilliggende agermark i grunden 10 små agerer, som kaldes Block. Er ingen sædegård i Fabier sogn. Ildebrand nydes fri, men er ganske ubekvem og langt borte beliggendes at hente. At dette forskrivne er i al sandhed bekender jeg Christen Knudsen. egen hånd.

Bemeldte Christen Knudsen er den første degn i Fabjerg, vi kender navn på. hans navn træffer vi også i en matrikel 1688.

Den næste degn optræder en halv snes år senere og hedder Jens Knudsen. I edsbogen hedder det ordret: Jeg, Jens Knudsen, kaldet till at være degnen til Gudom og Fabierig sogne, loffuer hermed uryggelig at holde den udi, som jeg for min velædle hr biskop aflagt haffuer til stadfæstelse under min hånd. Gudom præstegård den 24. maj anno 1699. Jens Knudsen, egen hånd.

Liste over degne og skoleholdere i Fabjerg fra år 1688 til 1956:

1. Degn Christen Knudsen 1688
2. Degn Jens Knudsen 1699
3. Degn Knud Jensen 1706-1744
4. Degn Knud Jens Barmer 1746
5. Degn Peder Hassing Hee 1752
6. Skoleholder Laurits Fruerboel 1740-1752
7. Degn Andreas Thor 1780
8. Lars Gregersen Sands 1791-1800
9. Niels Jensen 1800
10. Degn Christian Kaalund 1793-1802
11. Mads Nørgaard 1809
12. Degn Lars Kirk 1802-1837
13. Lærer Mads Jensen Smith
    1821-1850
    Degn                                                         1837-1850
14. Lærer A.P. Obbekjær 1851-1881
15. Lærer W.P. Høgsberg 1882-1891
16. Lærer A. Poulsen 1891-1920
17. Lærer J.K. Schriver 1920-1953
18. Lærer Ravn 1953

1702 den 20. juli blev i Ringkøbing Knud Jensen beskikket til at være sin faders hjælp i Gudum-Fabjerg degnekald og fik skriftlig forsikring om at måtte få embedet, når det blev ledigt. Derfor blev Jens Knudsens søn, Knud Jensen, kaldet til Gudum-Fabjerg sogne den 17. septb. 1706. Han var degn til ca. 1744 og var gift med Sidsel Christensdatter, der døde 1726, 67 år gl. – Selv døde han som fhv degn 3. dec. 1748, også 67 år.

Degnen Knud Jensen erklærer 1743 følgende: I Gudum er en fornøden og bekvem degnebolig ikke langt fra kirken bestående af 1 tønde og 1 skp. hartkorn, som formanden fra Arilds tid, og jeg efter dem, hidindtil har holdt forsvarlig ved lige.

testerer Knud Jens og kirkeejer hr. cammerråd Mathias Pettersen i Lemvig.

1744 meldes om syn af degneboligen i Gudum: Det bestod af:
1. Salshuset på 12 fag foruden kuberne, en på hver ende.
2. Ladehuset på 8 fag, som fandtes i alt at være i god stand.
3. Kan holdes 2 køer og 1 hest.
4. Har 1 får og 1 skp. hartkorn
5. Fæhuset og stalden er 10 fag, ligeledes i god stand.

vedstår Knud Jensen

Gudum-Fabjerg degnene havde rettighed over såvel Fabjerg som Gudum degnebolig med jorde, men reglen var, at de boede i Gudum degnebolig og havde bortfæstet Fabjerg degnebolig med avling.

Omkring 1746 var Knud Jensen Barmer en kort tid degn. Hans hustru hed Anna Nielsdatter. Hun døde 22. jan. 1746.

Derefter var nogle år en købmandssøn fra Lemvig degn. Han hed Peder Hassing Hee og var student. 1752 blev han kapellan hos pastor Jelstrup (Gudum-Fabjerg). Fra 1765 til 1782 var Hee sognepræst samme sted.

På den tid – fra ca. 1740 til 1752 var der en skoleholder i Fabjerg, der hed Lauritz Fruerboel – En degn og en skoleholder var dengang to vidt forskellige begreber. En degn underviste undertiden, men en skoleholder fungerede aldrig som degn. Skoleholderen havde gerne et jordbrug eller håndværk ved siden af og underviste om vinteren.

I bistpearkivet findes næsten en hel lille bog om skolen i Fabjerg sogn omkring 1750.

Den 5. maj 1741 var forsamlede i Fabjerg sogn Kammerråd Matthias Pettersen til Kongensgaard som største lodsejer, præsten hr. Christian Damstrup til Gudum-Fabjerg menigheden, forvalter Jens Stausholm på sit højvelbårne herskabs vegne til baroniet Rysensten samt de store lodsejere og selvejerbønder, deriblandt Peder Jensen Barmer, der besad degneboligen i Fabjerg. Denne talrige forsamling af højstående personer skulle drøfte, hvad der skulle gøres for at fremhjælpe skolevæsenet. – Der var nemlig tilstille Fabjerg sogn breve fra hans kongelige Majestæt, og derefter påfølgende breve fra hr. justitsråd og amtmand Teilmann, om at udfinde på hvilken måde skolevæsenet bedst kunne fremhjælpes. Man enedes om følgende svarskrivelse:

1. At ikke noget skolehus til de fattige bønders eller andres besværing er fornødent at opbygge, siden der i denne annex er degnebolig ved kirken, som så næsten ligger midt i sognet. – Men da samme sogns gårde mestendels ligger enkeltvis og ikke sådant sammenhold, at ungdommen uden stor besværing enten til degneboligen eller noget fastsat skolehus kan samles, må derfor en omgangsskoleholder opsøges, som månedlig på visse steder kan forblive og der undervise ungdommen.
2. Skoleholderen agtes at kunne være Lauritz Jepsen Fruerboel, eftersom han skikkelig både kan læse og skrive og tillige regne så godt, som bondestanden til undervisningen kan det behøve. Desuden er han vel oplyst i sin kristendom, hvilket alt præsten såvel som sognedegnen er bekendt med, og de finder sig tilfreds med ham. Og eftersom det ses, at børnene ej længere kan søge skoleholderen end fra først i november og til sidst i marts, formedelst at forældrene den anden og største tid om sommeren selv dem højt behøver både til creatur at vogte, så og til plov at drive, derfor ordnes det således, at skoleholderen i disse 5 måneder eller denne skoletid på bekvemmeste steder, hvor flest børn samles kan, og hvor præsten og største lodsejere bestemmer det, samler børnene til undervisning. Præsten skal gøre menigheden bekendt med fra prædikestolen forinden skoletiden begynder, hvor og hvornår undervisningen foregår.
3. Belønningen for ommeldte skoleholder bestemmes at ske af det hele sogns hartkorn, som er 235 td, 4 skp, 3 fade og 2 alb, det bliver avlingen af én td og 3 skp, som er 7 daler 2 mark 4 sk – Lysepenge af kirken 3 daler 2 mark 0 sk, hvilket da bliver 10 daler 4 mark 4 sk. Desuden venter man af forsamlingen uden for kirken at kunne få tavlepenge til bøger og andre små bekostninger til de fattige børn. Dette skal skoleholderen levere dem og gøre regnskab for til præsten. Skoleholderen skal endvidere i de 5 måneder på de 5 skolesteder have husværelse for sig og børnene samt seng og varme uden noget vederlag derfor af ham. Derimod er han forpligtet til uden nogen mere betaling af børnene fletteligen den fattiges med den riges børn at lære og undervise både i læsning, skrivning og regning, dog at han af hvert barn, som læser, nyder årlig til indgangspenge 2 sk og af dem, der skriver eller regner, 4 sk – de fattige dog undtagen.
4. Hvo som lader sine børn blive fra skolen i den tid, den holdes skabbetale for hvert barn hver uge, de udebliver, 2 sk til skolekassen.

Lemvig den 12. maj 1741. Matthias Pettersen.

Denne skrivelse, som kaldes en fundats, er en redegørelse for tilstanden og forslag om et tilstrækkeligt skolevæsen. Denne skolefundats blev gennem stiftøvrigheden sendt til regeringen til godkendelse. Den blev imidlertid ikke godkendt, idet det var regeringen magtpåliggende, at der undervistes på eget skolehus og ikke, som her bestemt, alene ved omgangsskole. Derfor blev der tilsendt Fabjerg sogn en skrivelse fra stiftøvrigheden undertegnet af Brorson, selvfølgelig Hans Adolf Brorson, der på den tid var biskop i Ribe – Skrivelsen lyder som følge:

Da der ifølge den kongelige anordning børn være skolehus til fast skolehold indrettet, hvor ske kan, hvilket for så stort et sogn som Fabjerg kunne ske i degneboligen eller andet dertil bekvemt indrettet skolehus, og de lang fra liggende steder desuden forsynes med en omgangsskoleholder, så har lodsejerne af den grund forpligtelsen at forfatte en anden fundats, som til vor approbation med det første skal indsendes.

17. november 1744. Gabel – Brorson.

Da de Fabjerg bønder blev gjort bekendt med denne skrivelse, frygtede de for at de nu skulle beskattes til fordel for et nyt skolehus, og det ville de om muligt undgå. Derfor affattede de sammen med skoleholderen Lauritz Fruerboel en begæringsskrivelse, som skulle sendes til deres talsmand fru cammerrådinde Pettersen i Lemvig. Hun var enke efter ovennævnte, nu afdøde Matthias Pettersen. Denne var, mens han levede, storkøbmand i Lemvig. han købte Kongensgaard, som hans enke ejede nogle år efter hans død. Kongensgaard blev så solgt til præsten i Gudum, pastor Jelstrup, der også ejede andre herregårde.  De Fabjerg bønders skrivelse lød således.

Fru cammerrådinde Pettersen. Vi samtlige af Fabjergs sognemænd tager os frihed at fremkomme med vores begæring. – Vor begæring er da denne, at Fabjerg sogn højlig trænger til en skole, som andre sogne er forsynet med, men vi i mange har måttet lade os nøje med månedlig skolehold nu her nu der i sognet, endskønt fundatsen derfor, som blev forfattet i 1741, aldring blev konfirmeret, men af stiftets øvrighed hjemsendt til forandring. Den månedlige skolehold er dog sket (Herren ske tak) til nogen nytte, men er både for skoleholderen og de små, der må gå den lange vej, ganske ubekvem. Ja, det kan undertiden ske, at børnene formedelst vejens længde og vintervejrlig ej kan nyde en måneds skolegang om året. Vi har derfor overtænkt med hinanden at Fabjerg degnebolig kunne meget vel bruges til en fastsat skolested, siden den ligger ved kirken og i den del af sognet, hvortil den største del af børnene kunne komme, ifald anstalten dertil blev gjorte. – Ville nu den gunstige frue gå os til hånde derudi:

1. at formå degnen, mons Peder Hassing He, til at overlade Fabjerg degnebolig til en skole på den kondition, at skoleholderen svarer deraf årlig til mons Hassing Hee lige så meget, som af Peder Barmer er svaret.
2. at få Peder Barmer i mindelighed stedet opsagt. – Og skulle Peder Barmer gøre modstand, som vel ikke kan påtvivles, da at betale Peder Barmer rykke ud.

Fabjerg den 3. juni anno 1752. (Bøndernes navne) og den der har skrevet og forfattet denne begæring underskriver. Lauritz Fruerboel.

Til forståelse af situationen kan bemærkes, at Peder Barmer er en bonde, der har fæstet degneboligen med jorde af degnen Hassing Hee.

Da fru cammerrådinde Pettersen fik begæringen fra Fabjerg, sendte hun forespørgsel til præsten og degnen vedrørende sagen. Præsten bemærkede blandt andet:
Den hidindtil værende Lauritz Fruerboel er ganske habil til bestandig skoleholder, da han hidindtil i sit embede har vist ikke alene sin flid og lyst til børnenes undervisning, men endog vist sin habilitet med børnenes forfremmelse. – Gudum den 13. juni 1752. Jelstrup.

Degnens svar til fru Pettersen lød således:

At han ej har givet Barner noget fæstebrev, men derimod nok givet ham løfte om at beholde jorden på visse konditioner. – Han er derfor ikke stemt for at lade Fabjerg degnebolig overdrages til en skoleholder thi:

1. står det ikke i min magt, men i den gejstlige frues at træffe bestemmelsen.
2. synes det urimelig gjort af mig, om jeg ville overlade den til en bestandig skole, jeg ved jo ej, hvordan mine omstændigheder kan blive. Hus og hjem kan Gud tage fra mig o.s.v.
3. ønsker at nuværende skoleholder Lauritz Fruerboel måtte for hans tro og utrættelige 12 års skoleåg og arbejde stedet igen betros, men synes dog, det ville blive for meget landvæsen for den bedagede skoleholder og hans kone at slide med.
4. Gud ved, hvor længe jeg skal leve og have mit brød her. Mine efterkommere i embedet kan finde for godt at bo der, men har jeg så forandret det, så bander de mig i min grav.

Peder Hassing Hee

Derefter vil heller ikke cammerrådinden træffe afgørelsen. – Senere forlyder der intet om, hvorledes sagen ellers er forløben. Det er temmelig sikkert, at der ikke blev bygget skolehus i Fabjerg. Det er muligt at degneboligen en tid er blevet brug til skolehold, men mest sandsynlig er det, at man har fortsat med omgangsskolehold, indtil man i 1827 fik bygget skole ved kirken.

Omkring 1780 hed degnen Andreas Thor. Han døde som forhenværende degn 1793, 53 år. Hans hustru hed Margrethe Knudsdatter Møller. Hun døde 1792 – 54 år gl.

Fra 1791 til 1900 var Lars Gregersen Sande skoleholder. Til ham var degneboligen bortfæstet af degnen Christian Kaalund, som var degn fra 1792 til 1802. Kaalund døde 30. august 1802 – 71 år. Hans enke Godske Johanne Bork boede i Fabjerg degnebolig og havde fæstet samme for livstid. Hun døde 17. april 1831 i degneboligen – 79 år.

I en indberetning om skolevæsenet 1800 nævnes en skoleholder, der hedder Niels Jensen. Han er 40 år gl., ikke seminarist, men en god skoleholder. Han underviser i katekismus og den ny lærebog samt lærer børnene at regne og skrive og at læse skrift. Fra samme år, 1800, stammer en indberetning, hvor Lars Gregersen Sande nævnes som skoleholder. Her nævnes endvidere, at der intet skolehus er, men at børnene søger til skolen, hvor den i omgang har sit sted og at børnene i Fabjerg har 1/8 mil til skole. Der er i alt 24 børn i Fabjerg, der søger skolen. Der er ingen legater henlagt til skolen.

Af denne og efterfølgende indberetning, der er forfattet af sognepræst Aceanius, synes det at fremgå, at degneboligen i Lars Gregersen Sandes tid har været benyttet af ham som fæster til skolebrug. Men efter hans tid har degnen Kaalunds enke fæstet og beboet degneboligen. Og man har så igen en tid måttet nøjes med omgangsskolehold.

Ifg. et gammelt kort, som findes her ved skolen, over Fabjerg degneembedets jorder, lå den gamle degnebolig lige øst for kirkegårdsdiget med gavlen næsten op imod dette. Et andet hus lå midtvejs mellem dette og sognevejen.

Indberetning af sognepræst Ascanius 1799.
Min forrige degn angav sin indkomst årlig til 120 rd. – Hvad min nuværende degns indkomst kan være, kan jeg ej så tydelig afgive, thi indkomsten er eftersom degnen omgås sine sognemænd. Af annexet Fabjerg har degnen nydt visse antal kjærve af hver slags korn for degnetraven, men nu har decorderet med en stor del på skiæpper. — Begge degneboliger skal efter glk. bevilling indløses af eftermanden. Den ene i Gudum bebor han. Den anden i annexet Fabjerg er bortfæstet til skoleholderen samme steds, nemlig Lars Gregersen Sande. Min degns navn er Christian Kaalund, og kom her til Gudum og Fabjerg sogne 1793. Her i Gudum Fabjerg er ingen ordentlig beskikkede skoleholdere, men omgangsskoleholdere, der om sommeren ernærer sig ved bondearbejde og om vinteren holder skole i 20 uger efter sin ordentlig omgangstur hos bonden. Børnene søger skolen, hvor den holdes, enten i 8 eller 14 dage på hvert sted. I bemeldte 20 uger nyder skoleholderen 3 sk. af hver tønde hartkorn og lysepengene 3 rdl 2 mk samt 2 sk hver lørdag for hvert barn, som skriver og regner, alt efter oprettet skolefundets, der er approberet af øvrigheden. Desuden nyder skoleholderen på de steder, hvor skolen holdes, kosten; som bonden af sin godhed giver ham, når han er flittig med børnenes undervisning. Omgangsskoleholderen i Fabjerg hedder Lars Gregersen Sande, som har i fæste degnen i Gudum hans fri degnebolig i Fabjerg. Han var førhen omgangsskoleholder i Gudum i 8 år og nu i Fabjerg i 8 år. Degnen holder hverken skole for sognets ungdom eller koster eller lønner de omgangsskoleholdere.

1799 – Ascanius.

I de første år af 1800 tallet hedder skoleholderen Mads Nørgaard, en husmand fra sognet. – Degnen hedder Lars Kirk. Han blev kaldet 1802 af biskop Middelbo. Lars Kirk er født i Sande i Fabjerg 1763 og døde som degn i degneboligen i Gudum 9. sept. 1837, 75 år gl. efter at have været degn i Gudum Fabjerg menihgheden fra 1802 til 1837. Han var gift to gange. Første gang med Marie Kirstine. De havde tre børn i deres ægteskab: Gregers Larsen Kirk, Chr. Degn og Ane Marie, der senere blev gift med gdm. Mads Lind i Gudum. – Som enkemand blev Lars Kirk gift anden gang. Kirkebogen fortæller: Enkemand Lars Kirk, sognedegn, 63 år, blev 1. okt. 1826 ægteviet i Gudum kirke til pigen Karen Jensdatter Serup, 30 år. Som forlover nævnes Mads Lind og Mikkel Serup. – Under fødte fortæller kirkebogen: den 13. febr. 1828 født tvillinger i Gudum degnebolig. Hjemmedøbt 14. febr. og fremstillet 3. apr. 1828. De to tvillinger var den senere fromme og digteriske Jens Larsen Kirk, der den 9. dec. 1882 døde i Kærhus i Gudum og Marie Kirstine Kirk, der var kone i Sdr. Tang i Gudum i mange år. Degnen Kirk var en flot skikkelse, der nok kunne imponere, når han fulgte præsten fra Gudum til Fabjerg Kirke, ridende på sin blanke ganger og siddende på sin overdådigt prydede sadel (sådan har Jens Svendsen, Nr. Lem, fortalt)

Fra Lars Kirks tid fortæller provstens visitatsindberetning: Lørdagen den 29. juni 1805 visiterede jeg den af Gudum Fabjerg sogneforsamlede skoleungdom, hvoriblandt nogle ved overhøring befandtes ej aldeles uvidende. Men de allerfleste var langt tilbage i deres kundskaber, ja endog i indenadslæsning. Frugterne af forsømt, ja af aldeles ingen skolegang, var alt for kendeligt. Skoleholderen for Gudum sogn, degnen Lars Kirk katekiserede til prøve, hvorved sås, at han ej mangler lærergaver, dersom han vilde holde skole, hvilket han ikke gør.

Provst Lund.

Fredagen den 10. juni 1808 visiterede jeg i Gudum kirke den af dette og annexet Fabjerg forsamlede voksne og skoleungdom. En del af de voksne, især de sidst til konfirmationen antagne, gjorde nogenlunde rede for deres kristendom, men adskillige var mådelige. Af skolebørnene vidste de flittige at gøre rede for katekismus og de 4 første kapitler af lærebogen. En del var tilbage i kundskab, hvilket må tilskrives sognets vidtløftighed og nødvendigheden af omgangsskolen.

Provst Lund

Efter en visitats 13. okt. 1809 fortælles følgende om Fabjerg skolevæsen:

1. kirken tilhører bønderne
   b. i slet stand
2. Skolevæsentet
   en omgangslærer
   b. løn 10 rdl. 4 sk. og kosten
   c. skoletiden fra 1. novb. i 5 måneder
   d. skolebørnenes antal 42
   e. Mads Nørgaard, en husmand i sognet
   f. efter omstændighederne ganske duelig.

Således angivet af præsten og degnen.

Menighederne var forsamlede i Gudum kirke visitatsdagen den 13. okt. ½809 personal kappelan, hr. Müller, efter en kort indledningsbøn katekiserede temmelig godt. Ved den derefter anstillede prøve befandtes den konfirmerede ungdom at have temmelig gode kundskaber, men de ukonfirmerede havde kun mådelige færdigheder i at læse inden i bog. Menigheden blev advarede at holde børnene til flittigere skolegang. – Hverken lærerne eller menighederne havde noget at andrage.

I en indberetning af sognepræsten til Ribe bispen 1816 hedder det: I Fabjerg skal bygges et skolehus, men det beror indtil den gamle degneenke ved døden afgår, som sidder i degneboligen. Men efter hendes død, da vorder samme degnebolig med jord og alt, hvad der kan udbringes i penge, enavendt til den nye skolebygning, og sammes jord og det overblivne skal bruges som hjælp til skoleholderens løn, som nemlig er 300 rbdlr til den aksaminerede skoleholder og 100 rbdlr foruden lysepengene til en hjælpeomgangsskoleholder. Hovedskoleholderen og den anden skoleholder omgår hver i sit distrikt og nyder hver sit sted fri kost, hvor skolen holdes. Dette vedvarer med hovedskolelæreren, indtil skolehuset bliver istadbragt.

Gudum præstegård d. 28. jan. 1816.

Ascanius.

Ovenstående røber, at man stadig har planer om at bygge eller få eget skolehus. 1827 opgav man at vente på, at degnen Kaalunds enke kunne dø, så degneboligen kunne blive ledig til skolehold og til beboelse for hovedskoleholderen, idet man lod opføre et skolehus langs sognevejen; mellem denne og kirken. At årstallet 1827 er vigtig ved jeg (J.K. Schriver) derfra, at da jeg i 1920 flyttede ind i nævnte skolehus, var der i bryggerset ved bageovnen og den åbne skorsten en tværplanke af fyr. På den var der sirligt og dybt indsnittet årstallet: Anno 1827.

Omtrent på den tid (ca. 1816-1820) indberettedes om degnens indkomster:

1. Annexdegneboligen i Fabjerg ved kirken, af hartkorn 1 td. 5skp, har omtrent 11 td. land og hedepart. Han holder 4 køer og 10 får og kan have omtr. 10 skp. rug, 6 skp. byg og 5 td. havre. – Bygningen: våningshuset omt. 9 fag. Ladehuset omt. 13 fag. Huset er overladt den forrige degnes enke (Kaalunds) uden vederlag.
2. Korn af Fabjerg: 3 traver rug, 6 traver byg og 9 traver havre.
3. Æg af Fabjerg: 26 snese
4. Brød og fårelår af Fajberg:
   30 rugbrød og 30 fårelår
5. Højtidsoffer af Fabjerg: 15 rdl.
   Acidentser af Fabjerg: 20 rdl.
   Enkepension: 12 skp. rug, 12 skp. byg og 10 rdl.
   Til Ribe skole 7 rdl. 4 sk.

Mads Jensen Smith var skolelærer i Fabjerg fra 1821 (måske et par år før) og indtil 4. maj 1850, da han døde af hlassyge, 53 år gl. – Hans hustru Else Nielsdatter. Hun overlevede sin mand og boede efterhans død sammen med en datter i et hus nær Svendsgaard. I kirkebogen findes Mads Smits nævnt mangfoldige gange. Først i 1821 med titel skolelærer, men uden bosted. Dernæst 1828 boende i skolehuset. Senere, 1838 boende i degneboligen (denne er imidlertid den samme som skolehuset, kun at skoleholderen nu også er degn).
Dette stemmer godt med, hvad en visitatsindberetning fortæller 1827, at en skolestue er under bygning midt i sognet. Hermed tænkes på den nuværende gamle degnebolig ved kirken, og som i år (1956) er 129 år gl. og dermed dømt til nedbrydning, idet sognerådet har ladet opføre en ny, moderne villa lige på den anden side sognevejen. I villaen er der to lejligheder, som der jo også var i den lange, gamle lærerbolig, én til førstelæreren og én til lærerinden. Så siger vi: Farvel, du kære gamle lærerbolig, der på nært hold har set og følt med 5 lærerfamiliers livsskæbner i lyst og nød. Du tager en mængde indtryk og minder med dig i graven, og sagtmodig som en 129årig olding lader du dig udslette og jævne med jorden til fordel for det nye, der er vokset op. Du var en nyttig ramme om billedet, og i din beskedenhed ville du, at indholdet skulle være det vigtigste.
D. 2. okt. 1827 visiteredes i Gudum kirke, Fabjerg menighed mødte, og begge sognes konfirmerede ungdom fandtes gode i religion.
D. 3. okt. 1827 visiteredes skolerne: Fabjerg skole for 89 børn. I læsning nogenledes fremgang, i religion mådelig, i skrivning er kun nogle få øvede, og endnu færre i regning. – Sidste sommer har der ikke været holdt skole, og forrige vinter har skolesøgningen været meget uordentlig. Sognet har fået tvende omgangsskoler fra mand til mand. Nu er en skolestue under bygning midt i sognet, hvortil alle børnene skal søge. – Det blev alvorligt commissionen pålagt i fremtiden at sørge for, at skolen holdes ordentlig efter anordningerne, hvortil tabellerne haves, indføres.
Ved visitaten udeblev 48 børn, som multeredes for 2 stk sølv.

1. 1. novb. 1938 visiterede provsten i Fabjerg skole, hvor børnene fra den biskole, som holdes i de 3 vintermåneder for omt. 20 børn, også var mødte. Indbyrdes undervisning førtes efter bestemmelserne. Fremgangsen i øverste klasse i religion såvel som i læsning er kun nogenlunde. Skrivning og regning i almindelighed temmelig god. Gymnastikprøve aflagdes ikke formedelst regnvejr.

En visitatsindberetning 1832 meddeler at Mads Smith er ueksamineret, men at han vil på seminariet. – Det kom han imidlertid aldrig.

Hvad her fortælles om Mads Smith er blevet mig fortalt for mange år siden af gamle folk, der personlig huskede ham eller huskede, hvad andre havde fortalt om ham.
Mads Smith var en høj og kraftig mand. Han var fordrukken og lav i tænkemåde. Undervisningen blev meget forsømt, hvad også ovenanførte visitater vidner om, og frikvartererne dominerende lange. Når frikvarteret var forbi, og Mads Smith fik samlet sig til at gå ind i skolen, da var han gerne fuld, og børnene vanskelige at få samling på. Ved råben og trussel fra Mads Smiths side kom de da efterhånden, og Smith, der var vred, stod nu i skoledøren og skrævede og havde en rebtamp i hånden. Nu måtte drengenes om straf for deres sendrægtighed en for en dukke sig og løbe mellem Mads Smith og ind i skolestuen, og imens søgte den store, stærke degn at ramme hver enkelt af drengene med tampen. En og anden lille gesvint fyr smuttede dog igennem uden at blive ramt. Når Mads Smith var i sådan løftet stemning, slog han for et godt ord, men da kunne det også ske, at den retfærdige harme kunne vælde sådant op i drengene, at de slog sig sammen og tog tampen fra Mads Smith. – En søn af Ole Dahl fra Sdr. Dahl var i den grad bange for Mads Smith og hans tamp, at han gemte sig i et hul på marken i skoletiden i stedet for at gå i skole. – Som straf brugte han undertiden at lukke drengene inde i kirketårnet og låsede så for dem. Det skete en gang, at han glemte at lukke op for dem og tog til Lemvig. Da det blev aften lod drengene kirkeklokken lyde energisk og vedvarende, og forældrene, der havde savnet børnene, kom da til og befriede ”fængerne”. – I samme tårn var det, at en af Mads Smiths egne drenge var kravlet op indvendig for at finde fugleæg. Han faldt imidlertid ned på hvælvingen og skamslog sig, så han døde af læsionerne. – I de usle huse øst for kirken og vest på efter Rom skel boede megen godtfolk, hvis moral og ædruelighed ikke var til ug. De var ofte Mads Smiths omgangsfæller. – På Fruerboel mark lå et hus, hvor der boede nogle ugifte eller halvgifte kvindfolk. To af dem hed Mæt Kronborg og Johan Pested, også kaldet æ Kuewel. Om de to var der i mange år et mundheld, som man brugte om to, der fulgtes ad på den måde, at den ene alligevel gik langt bagefter den anden. Man sagde: ”De følges ad ligesom æ Kuewel og æ Kronborg.” – På den måde fulgtes de ad med tiggeposen i meget af Lemvigs opland. – Kuewel blev gift engang, men var ikke sammen med manden mere end et døgn. Så skiltes de. Kuewels mand forlangte nemlig, at æ Kronborg skulle flytte ud af huset, og det ville Kuewel ikke gå ind på. Så gik manden. – Hos disse kvindfolk holdt godtfolk til om aftenen, og våde varer der gerne rigelig af. Mads Smith var en af stamgæsterne. – En gang var Mæt Kronborg faldet om i fuldskab og slået sit knæ. Hun ville gerne have doktor og sendte bud til Henrik Lund i Nr. Lund om at hente ham. Henrik var ked af at komme af sted til Lemvig, da det var vinter og ondt vejr. Han og Mads Smith blev da enige om at drive løjer med Mæt og fik Jakob Svensker, der boede vest for Pigsborg i Prebensgaardhus, klædt ud som doktor i pels og med håndkuffert, hvori der var en krukke med vognsmørelse til at smøre knæet med. Løjerne lykkedes nok, og bagefter havde hele selskabet en glad aften sammen omkring en dunk brændevin, som Henrik og Mads Smith havde medbragt. – Efter Mads Smith var død og begravet på Fabjerg kirkegård, var han nok hverken elsket eller savnet. Der er ikke nogen sten på hans grav. Efter hans død drog skolebørnene et lettelsens suk, og i frikvartererne var de slemme til at løbe på kirkegården, og i følelsen af at de nu havde kram på kadaveret, gik de og trampede på hans krav og skældte ud. Da den nye lærer opdagede det, forbød han naturligvis børnene at gå over på kirkegården.

I den første halvdel af 1800-tallet brugtes så godt som overalt i landet en undervisningsform, man har kaldt den indbyrdes undervisning. Metoden var kommet hertil fra udlandet og fra København bredte denne form for undervisning sig ud over landet. Den kom sidst til Vestjylland, men holdt sig til gengæld også længst her. Ifg visitatserne 1823 og 1838 og ifg mundtlig overlevering besigtes den indbyrdes undervisning i Fabjerg fra ca. 1827 til 1860. Metoden gik ud på, at man tog de flinke elever i tjeneste som lærerens hjælpere og bihjælpere. Alt, hvad der skulle læres, var trykt på tabeller, der ophængtes på skolestuens vægge. I undervisningstimerne var eleverne inddelt i grupper, der hver lededes af en hjælper. Fra katederet gav læreren fløjtesignal, når undervisningen skulle begynde og slutte. – Idet vi husker på, at lærerne på den tid var Mads Smith og Obbekjær, vil vi høre om, hvordan en almindelig skoledag efter den metode forløb.

Efter en kort bøn blev børnene stillet op i nummerorden langs væggen. Læreren råber navnene op for at høre om børnene er mødt. Derefter ordnes alt til læseskole. En af de ældste elever, ”hjælperen” hænger læsetavlerne op på væggene. Børnene ordnes i to grupper foran katederet. I den ene samles tabelklasserne, det vil sige de yngste, der skal stave og læse efter tabellerne. I den anden gruppe er bogklassen, det vil sige de viderekomne, der kan læse i bøger. Nu kommer bihjælperne frem og får udleveret et blikskilt, der angiver deres værdighed. De skal vejlede 3-4 elever, der er stillet op bag dem. Når alt er i orden, giver læreren et stød i fløjten, hvorefter eleverne i taktfast march begiver sig til arbejdspladsen. Hver bihjælper med sit følge gør holdt foran den læsetavle, der skal studeres. Nu høres et nyt fløjtesignal. Det er tegn til, at arbejdet kan begynde, og straks fyldes skolestuen med en alarm, som når en flok strandfugle flyver hen over vores hoveder. – De ganske små børn går løs på bogstavtabellerne. Bihjælperne vejleder dem og retter: ”Fejl!” – ”Se på tabellen!” – ”Om igen!” – ”Godt!” – Går det ikke efter ønske, kan den ungdommelige hjælper finde på at bruge skældsord eller uddele rap med pegefingeren. I den almindelige støj kan læreren ikke høre sådanne små uregelmæssigheder. – Fra den næste tabel lyder taktfast staven af enstavelsesord. Ingen får lov til at komme til tabellen med flerstavelsesord, før han er sikker i at stave ord som: hadsk og hvalp o. lign. – I de følgende tabeller stiger vanskelighederne, og først når børnene er sikre i at stave lange og vanskelige ord som: ”Generalkvartermesterstab” eller ”Eddikebryggerhåndtering” o. lign. kommer de til tabellerne med hele sætninger. I sammenlæsningstabellerne findes en række sætninger med religiøst indhold, f.eks.: Glæd dig i din ungdom, men vid, at Gud skal føre dig til dommen.” – Når børnene har opnået færdighed i at læse sådanne sætninger, rykker de endelig op i bogklassen og må læse efter bog, og de lykkelige, der når op i læseklasse nr. 1, ”får som belønning lov til at lære geografi, det vil sige, de må læse navne på byer, amter og stifter efter et lille kort, der også hedder en tabel. – Det er trættende for børnene at stå i den samme stilling og stirre på tabellen, og efterhånden som timen går, skifter de stadig hvilestilling, læner sig til et bord eller bliver urolige. De længes efter, at timen skal slutte og bliver uopmærksomme. Men uopmærksomheden straffes med, at de skal knæle ned på gulvet foran tabellerne. – Endelig lyder det ventede fløjtesignal. Nu hører læsningen op. Der marcheres atter, og alt bringes i orden til skriveskole, og hver hjælper og bihjælper er stadig i virksomhed. De mindste skriver i sand, de større med riffel og de flinkeste med fjerpen, skåret til af læreren. Efter ”skriveskole” følger ”regneskole”. To frikvarterer bryder den lange arbejdsdag, hvor der har lydt 19 fløjtestød fra læreren. –

Den 84-årige Laust Molkjær, der er født 1842 i Ø. Vintersgaard (hans forældre byggede gården, der senere brændte 1928), har gået i Fabjerg skole på den tid, da den indbyrdes undervisning brugtes. Han fortæller: ”Jeg kom i skole, da jeg var 8 år. Da var lærer Mads Smith nylig død, og en vikar, Jens Jepsen, holdt da skole, indtil lærer Obbekjær blev kaldet. Jepsen var dygtig til at lære børnene, men han var streng. Vi havde i skolen nogle store vægtavler eller tabeller med øvelsesstykker på. En dag stod vi nogle smådrenge omkring en bihjælper, en stor pige, der skulle remse navnene på Europas lande op for os. Rusland gav hun imidlertid et andet navn. Jeg protesterede noget højtlydt og sagde, at der stod Rusland. Jepsen kom på sin vandring i skolestuen forbi og fik den opfattelse, at jeg var næsvis overfor bihjælperen, og langede mig et par ørefigener, der sang. Det er den eneste gang, jeg har fået klø i skolen, og det var den gang for meget; thi jeg havde ikke fortjent det; men jeg fik også oprejsning, thi et par drenge fortalte Jepsen, at Laust havde ret, og så kom Jepsen ned til mig og sagde: Undskyld bitte Laust. Jeg (kunne ikke) opfatte sammenhængen i alt det spektakel, omkring os. Du er en dygtig dreng.” Det var nu modigt og pænt gjort af de to store drenge.

Andreas Pedersen Obbekjær blev født d. 25 dec. 1797 i landsbyen Obbekjær ved Ribe, hvor hans fader var landmand og sognefoged. Han døde 8. okt. 1881 i Fabjerg skole. Obbekjærs hustru hed Mette Marie Nielsdatter. Hun var landmandsdatter fra Horsensegnen, født 2. dec. 1812 og død i Fabjerg 8. apr. 1889.

1821 dimitteredes Obbekjær fra Borris. Derefter var han en del år hjælpelærer her og derefter fra 18xx til 19xx var han huslærer og skytte på Rydhave ved Vinderup hos den gale greve. Fra 1838 til 1843 lærer i Bølling ved Skjern og fra 1843 til 1851 lærer i Resen ved Struer og endelig lærer og kirkesanger i Fabjerg fra 1851 til 1881.
Da Obbekjær flyttede fra Bølling til Resen længtes hans børn meget efter Bølling og gik og talte med forældrene om, at de ville hjem til Bølling igen. En dag fik 3 af dem i alderen 4-5 øje på Humlum kirke og mente, det var centrum for (her dækkes teksten igen af en lang plet) Ordbesvær 8. De stak derfor uden videre af mod Humlum for at komme hjem. Da børnenes forsvinden endelig opdagedes, blev der naturligvis under angst og spænding sat en eftersøgning i gang, og man fandt da omsider børnene i nærheden af Humlum.

Vi vil igen høre gamle Laust fortælle.
I de 6-7 år jeg gik i skole til Obb. fik jeg aldrig klø udover, at han engang gav mig en tiskilling d.v.s. en ganske lille bitte påmindelse af hans tommelfingerring oven på mit hoved. Jeg tjente dengang i flere år i Ø. Mølle og kom gerne op ved tre-fire tiden om sommeren. Jeg forsømte næsten regelmæssigt (her er teksten igen dækket af en lang plet) – Ordbesvær 9 var jeg da mødt, og efter at jeg havde siddet og vrikket en tid, faldt jeg i søvn. Da vækkede Obb. mig på ovennævnte måde. ”A ska lov for, a vågnt.”
En anden gang stod vi nogle drenge uden for skolen, og vi var da tre, der væddede om, hvem der kunne smide en bold ned i degnens østre skorsten. Den, der kunne, skulle have en mark. Den anden gang jeg kastede, faldt bolden ned i skorstenen, og jeg fik marken. Men nu var det så uheldigt, at madammen stod nede i køkkenet ved ildstedet og kogte kaffe i en lille sort gryde. Ildstedet var et stensat fyrsted under den åbne skorsten. Bolden dejste lige ned i kaffen. Madammen blev vred og kaldte på Obb, der sov til middag, at han skulle ud og give drengene en afstraffelse. Vi så Obb. komme med mørk mine hen imod os, og så spurgte han: ”Hvem smed den bold?” ”De gjor a,” sagde jeg og rakte min hånd frem og viste ham marken. Da kom Obb. til at le, og han nøjedes med at sige til os, at når vi havde brug for en skorsten, måtte vi bruge den vestre. Lidt efter blev jeg kaldt ind, og da jeg gik, råbte drengene efter mig: ”Så, no får do klø!” Men jeg fik ikke klø, jeg fik kaffe sammen med Obb. og madammen. Jeg var nemlig noget gjøv for Obb., idet jeg tit vadede ænder op for ham, når han var på jagt omkring Ø. Mølle. Mens vi drak kaffe, var madammen meget snaksom og fortalte med godt numør om den forskrækkelse, hun fik, da bolden dumpede ned i kaffegryden.” Slut.

Obb. var en dygtig lærer og en god og besindig mand. Madammens temperament var mere svingende. Obb.s havde fælles gang med skolebørnene. Om vinteren, når der var sne, var det tit generende, idet drengenes slagsmål med sne undertiden kunne forandre gangen til en snehule. Da kunne madammen sige til Obb.: ”Du skulle rigtignok give de store skrumle drenge en fyring, så de kunne lære at opføre sig ordentlig.” Obb. kunne så svare: ”Å, lille mor, det er ikke så let, vi har jo selv så mange.”

Obb.s havde selv 14 børn, så deres lille degnebolig var stærkt optaget, og deres noget beskedne indkomster var der hårdt brug for. Foruden en lille fast løn havde Obb. avlingen omtr.16 td. land. Han fik vist ikke meget ud af landbruget. Hans besætning var fire magre køer og lige så mange får, men igen heste. Markarbejdet fik han udført på den måde, at bønderne gjorde et bed eller to hvert år. Som løn fik han også både fourage, d.v.s. korntraver fra gårdene i høstens tid, og nannest, d.v.s. afgift i fødevarer fra gårdene i sognet. En almindelig går skulle svare: ”1 fårelår, 2 snese æg og 3 brød. Brødene fra de sydlige gårde var de bedste, de var rene rugbrød, hvorimod der var meget byg i brødene fra den rugfattige nordlige del af sognet. – Offer i kirken ved højtiderne og accidense var en betydelig del af degnens løn. Desuden fik degnen sit forbrug af tørv leveret af gårdene. Når tørvene undertiden var af for dårlig kvalitet, da måtte madammen ud og ”plukke en høne” sammen med gårdmanden, og det holdt han gerne ikke af.

Skolens stald og ladebygning var på den tid småt og ringe. Den lå mod øst, vinkelret på beboelseshuset, der havde skolestuen i den anden gavl mod vest. Stalden lå mod syd, tørvehuset mod nord, og lidt lade derimellem. Præsten havde en lille stald i den søndre gavl. Indtil 1870 var der ingen brønd ved skolen, men vandet måtte hentes fra en brønd 200 alen nordøst for skolen, næsten nede ved bækken. I stuehuset var stuerne få og små. Fra øst mod vest lå bryggerset (brostensgulv), køkken (ler), sovekammer (teglsten), børnekammer (brosten), stue og gæsteværelse (begge bræddegulv) og gang og skolestue (teglsten). – Trods den spartanske lejlighed havde Obb.s det efter datidens forhold pænt og hyggeligt. De havde et miniaturklaver, og den første sofa, der kom til Fabjerg sogn, stod i deres stue. De to ”historiske” møbler kunne man endnu 1925 se i den gamle 85-årige frk. Annelise Obb.s lejlighed i Aldershvile ved Fabjerg kirke. Hun var en datter af lærer Obb.

Obb., der i sin ungdom i en del år var skytte af profession, bevarede sin interesse for jagt til sin alderdom. Sammen med gamle lærer Raahede i Nr. Nissum gennemkrydsede han terrainet mellem de to skoler. Flere gårde havde hver indtil 40 td. land, der lå hen i græsmark, mose og kær. Her var meget vildt. I mølledammen og åen ved Ø. Mølle, som i rigtig gammel tid hed Nebs Mølle, fangede Obb. en del skaller, aborrer og ørred. Og ålene i Børring mergelgrave havde ikke megen ro for ham. – Også biavl havde hans interesse. I haven øst for laden havde han en del halmkuber med bier.

Skolen havde dog uden tvivl først og fremmest hans hjerte. Den gamle Laust fortæller i året 1932: ” Selv om det er ca. 80 år siden, jeg sad som skoledreng i Obb.s skole, så husker jeg endnu, hvordan han kunne fortælle, så vi undredes. Jeg husker f.eks., han fortalte om jordlagene, og at der nede i jorden er vandlag eller årer; disse vandlag ligger nogenlunde vandret, derfor havde ejendomme, der ligger på en bakke, dybe brønde, hvorimod brønden ved bakkens fod er grunde. – – Obb. slog ikke i skolen. Han havde ingen tamp, – jeg så den da aldrig. Når han straffede, brugte han undertiden sit brillehus. Det var hjemmesyet af kalveskind. Formen var som en aflang smal pose med en lap og en snor i den åbne ende til at lukke posen med. Når han brugte det til at straffe med, holdt han i lappen og daskede ”synderen” oven på hovedet med kalveskindet.” – Slut.

Obb. havde hjælpelærer fra 1868 til 1881, altså fra han var 71 til 84 år. I de år havde han efterhånden 8 hjælpelærere, som nævnes her i den rækkefølge, de var her. –

1. Matthis Thorsen født i Kjærgaard i Fabjerg. Han var en broder til den gamle Niels Kjærgaard. – 1868
2. 1869-70
3. Peder Hyllested Madsen. 1870-72. Madsen var fra Randersegnen og ganske ung, 17 år. Han var dygtig og blev her, indtil han kom i kongens tjeneste. Derefter søgte han Gudum vestre skole og fik embedet. Her blev han, indtil han som gammel mand søgte afsked.

4 og 5 hed Jensen og Gjærulf – 1872-73

6. 1873-78. Han var barnefødt i Tørring ved Lemvig. Som dreng var han engang så uheldig, at han blev slæbt af en uvan ko, hvorved han pådrog sig en benskade, så han hele livet var halt. Han gik – ligesom alle lærerne ved hovedskolen før 1882 – op og underviste i biskolen ved Kvisgaard to gange om ugen om sommeren. Om vinteren derimod underviste Thomas Pedersen i biskolen. Han var husmand og boede på Svendsgaard mark. – Agger var et godt menneske og afholdt. Han holdt meget til hos Poul Bagers lige vest for skolen og hos en skomager, Niels Poulsen, der havde værksted hos bagerens. – Agger holdt af at spille kort, og tit gik det ud over nattesøvnen. Det kunne en god middagssøvn jo bøde en del på, og Agger forsømte da heller ikke at forsøde livet ved en søvn midt på dagen. Men sådan en søvn kunne også indebære farlige momenter. En eftermiddag ved tretiden, da Agger endnu sov sødeligt, kom pastor Vorm kørende til skolen for at inspicere. En dreng, som så den kritiske situation, Agger nu var stedt i, løb ind til ham og råbte. ”Præsten er over Dem!” I et nu var Agger oppe og drejede sit ur tilbage til kl. 2. Præsten bemærkede at det nok var lidt sent, børnene blev kaldt ind, men Agger svarede, idet han holdt sit ur frem: ”Nej, det er det ur her, vi retter os efter både morgen og middag. ” Til den bemærkning søgte pastor Vorm at se godttroende ud. – – – En aften, da Agger gik fra den klub der sædvanligvis samledes hos skomagerens, trådte han på et tøndebånd, der smækkede op og knækkede hans ene lårben. Dermed var hans femårige lærergerning afsluttet i Fabjerg. Efter et længere sygeleje hos Poul Bagers og sygebehandling af lærer Søgaard i Nr. Nissum rejste Agger fra sognet. Han blev senere lærer i Vrads, hvor han øvede sin manddomsgerning og døde til sidst som from mand.
7. Jakob Obbekjær 1878-79. Søn af A.P.Obb. Som ganske ung var han skriver på herredskontoret i Lemvig. Han flyttede herfra til Thyholm, hvor han var lærer ved helligkilde skole og kirkesanger ved Hvidbjerg kirke. Han har personlig fortalt mig, at han som sådan assisterede i hjem og kirke, da min mor blev begravet (Jeg var tre år). Jeg sad som dreng i kirken og så med beundring på den høje, slanke skikkelse, der gled op og ned ad midtergangen og ledede sangen i den store kirke. – Fra sin Lemvigtid var han halvbefaren sagfører og hjalp som sådan sine sognefolk ved ejendomshandler og testamenter. Han døde af en kræftsygdom på Thisted sygehus i 1923.
8. Urban Hansen 1879-81. Han var en virksom mand, der kom meget sammen med folk. Om vinteraftenerne samlede han folk i skolen om noget, han kaldte bibellæsning, det var dog vist nærmest til underholdning i stedet for. I hvert fald kunne såvel Urban Hansen, som nogle af hans tilhørere bagefter mødet samles hos Poul Bagers om et spil kort. – Der fortælles om Urban Hansen, at han i egenskab af kirkesanger ikke satte pris på Jens Nørrelunds hjælp i kirken. For des mere at gøre sig gældende havde Jens Nørrelund fået for vane at sætte sig i degnestolen. Dette søgte degnen at sætte en pind for, idet han fik anbragt lås for degnestolen. Jens Nørrelund lod sig dog ikke imponere af en låset dør, men kravlede oven over og indtog som sædvanlig sin plads i degnestolen og prøvede ved sin tordenstemme at tage troen (Holberg) fra degnen. Efter at de to kamphaner havde prøvet kræfter i den stedlige presse, stødte de alvorligt sammen i skolestuen en søndag efter gudstjenesten. (På den tid van det skik og brug, at hvermand samledes i skolestuen efter gudstjenesten for at drøfte tidens spørgsmål ved en pibe tobak). Her fik gårdmanden og degnen udløsning for deres alt for stærkt ophedede indre og var så for eftertiden de bedste venner.

Sommeren 1881 lod Obb. bygge et hus ved siden af skolen. Huset kaldte han ”Aldershvile”, og der ville han nu flytte ind for at hvile efter en lang arbejdsdag. Samme efterår døde han imidlertid. Hans hustru og et par døtre flyttede så ind i Aldershvile og boede der livet ud.

W.P. Høgsberg til trådte embedet i foråret 1882 og blev her til sin død 1891. – Han er født i Ulfborg 18. apr. 1854. Efter at hans hustru Mette Tang, som var født i en Tanggård i Ulfborg 17. maj 1855, var død 6. aug. 1885, blev han igen gift med Maren Toftum Graversen, født i Svendsgaard i Fabjerg 3. juni 1866. Hun, der altså var degnekone i Fabjerg i 1880erne, tog, da hun blev enke 1891, på seminariet, og efter sin uddannelse var hun en lang menneskealder læreri9nde ved Aarhus kommunale skolevæsen. Nu (1946) lever hun som pensioneret.

Høgsberg var en meget dygtig og virksom mand både i skolen og uden for denne. I skolen var der virkelyst og orden, og frugterne af hans virke har kunnet mærkes i sognet igennem et halvt århundrede, idet adskillige af hans gamle skoledrenge har gået som levende anbefalinger for ham.

I Høgsbergs tid blev der anlagt en stor have ved skolen og plantet mange løvtræer, og en sandgrav ved skolen blev beplantet med nåletræer. Løvtræerne, der nu (1956) er 70 år, hygger og lunder omkring skole og kirke, dem skylder vi Høgsberg tak for. – Han bearbejdede skolemarken og gennemmerglede den, så avlen blev så god, at han kunne holde 5 gode køer og 3-4 kalve, foruden svin. En ny lade blev bygget med kostald og svinesti, og skolehuset blev restaureret, idet murene blev hævet med 4 stenskifter, og spær, loft og stråtaget fornyet.

Vi vil lade en af Høgsbergs skoledrenge fortælle, nemlig gdr. Peder Bjerg fra Bjerg i Fabjerg:
”Det var en oplevelse af rang for os skolebørn, da vi var med til juletræ, som Høgberg første gang lod afholde i skolen 1883. Både børnene og de fleste af deres forældre var mødt. Vi havde efter evne og vilje bidraget med en krone eller to til festen, så der kunne blive en gave til hver. – Vi sang julesalmer og var så inde hos madammen at få chokolade, så igen ind om juletræet, og så holdt lærer Høgsberg en tale til børnene og deres forældre, og det var han dygtig til. Så kom det spændende øjeblik, da gaverne skulle uddeles. Det gik til på den måde, at Høgsberg havde en pose med numre i. Vi trak hver et nummer af posen, og den, der fik nr. 1, måtte så gå hen og tage den af gaverne, som han helst ville have. Derefter kom nummer 2 og fremdeles. Bagefter måtte vi lege i skolestuen om juletræet. – Kort før jul det år var der let frost, og skolebørnene havde fået på bud om ikke at komme på isen, da den ikke var stærk. Alligevel var der 3-4 af de store drenge, der på et dybt vandhul i nærheden af skolen ville prøve, om isen var stærk. Resultatet var, at de plumpede igennem til midt på livet. Som straf for deres ulydighed, måtte de ikke komme med til juletræet. I betragtning af det var første gang, der var juletræ i skolen, var det jo en hård straf, og Høgsberg lod da også nåde gå for ret, så de alligevel kom med.

Fastelavnsmandag blev det flere gange brugt at slå katten af tønden. Jeg husker særlig én sådan dag. Der blev anbragt en stang i jorden. På den øverste ende af denne var fastgjort en tom urtepotte. Så blev børnene to ad gangen bevæbnet med en tyk stok hver og bundet for øjnene og snurret tre gange rundt. Derefter skulle de prøve, om de kunne finde standen og slå potten i stykker. De måtte slå tre gange. Som præmie til de heldige havde Høgsberg indsat to gode bøger, som dette vandtes af to piger til stor ærgrelse for vi drenge. Bagefter var vi så inde hos lærer Høgsbergs og fik mjød og boller, og så havde vi fri resten af dagen. – Med hensyn til disciplin, da holdt Høgsberg strengt på god orden både inde i skolen og udenfor. Legepladsen var nøje afgrænset, og der udenfor hold vi ikke af at komme, da der så godt kunne vanke en straf. – Slut.

I Høgsbergs tid skete det engang, da pastor Worm var herovre ved eksamen at en fuld mand, Jens Nørrebørring, ikke Jens Jespersen Nørby) kom støjende ind i skolestuen. Da han så præsten, råbte han: ”Hr Worm! – nej jeg skulle vel sig hr. Orm.” Niels Erik Annexhede (usikker på navnet) (se Ordbesvær 3), der var i skolekommisionen, fik fjerte Jens Børring, og Vorm led ingen overlast, skønt han var noget utryg ved at køre ene hjem om aftenen. –

Lærer Høgsbergs virksomme liv blev, synes vi, – alt for tidlig afbrudt ved sygdom og død. Det var tuberkulosen, han bukkede under for i en alder af 37 år. – ”Leve kort tid eller længe, blot man lyser op i tågen.” –

Som sygevikar havde Høgsberg på kort tid lærer Jensen (senere Engbjerg), herefter var lærer Kristensen vikar. Han var fra Vendsyssel, var meget dygtig og så afholdt at beboerne ved en adresse viste, at de ønskede han skulle have embedet. De kaldende myndigheder gik imidlertid forbi og kaldede lærer Poulsen. Kristensen, der rejste til Vendsyssel, skrev en tid efter til et af sine store skolebørn og fortalte, at han nu var blevet forlovet med ”blanke Maren”. (Han var blevet soldat).

Anders Poulsen sad i embedet her fra marts 1892 til okt. 1920. – Han er født 28. sept. 1858 i Kjelder i Lomborg. Hans far var husmand og smed. Poul Andersen Refskou. Poulsens barndomshjem var fattigt, og imens han var lille dreng, flyttede forældrene til Tvis ved Holstebro. I den egn tjente han flere steder som hjorddreng. Han havde lyst til at komme til at læse, men manglede både mod og penge. Han var dygtig som landmand, og den sidste plads han havde, var i Tviskloster hos enkefru Kristensen, moder til fru lærer Kristensen, førhen ndr. skole i Fabjerg. Men så (fortæller en søn af lærer Poulsen), greb Gud ind, idet han blev slået af en hingst, som de havde på gården, og hans knæ tog skade. Ved denne sygdom kom han igen til at tænke på læsningen, og mens han opholdt sig i København for knæets skyld, blev det bestemt, at han skulle begynde at læse på Blågårds seminarium 1879. Poulsen var allerede 1877 blevet forlovet med Johanne Jensen, gårdmandsdatter fra Tvis, født 14. maj 1851, . Efter at være dimitteret fra Jelling sem. 1883 og gift samme år var han lærer og organist i Tørring ved Randers til 1885. Fra 1885 til 1892 lærer og kirkesanger i Grønbæk ved Silkeborg. Fra 1892 til 1920 i Fabjerg og (kan ikke læses grundet plet på kopi). Lærer Poulsen havde syv børn – tre drenge og fire piger. Omkring århundredeskiftet blev børnene angrebet af en ondartet difteritis. To piger og en dreng døde. – Arbejdet i skolen gik sin rolige og stille gang. Poulsen mistede sin hustru 1915, og selv blev han 1917 angrebet af den spanske syge og mistede for stedse sin manddomskraft. Han flyttede 1920 til Raasted til en datter, der var gift med gdm. Kornelius Sidelmann. Poulsen længtes i den korte tid han var i Raasted efter Fabjerg. En dag kom han ind og fortalte, at han havde set Fabjerg kirke (luftlinje 20 km.) Nu levede han i minderne. Han døde 13. dec. samme år og blev begravet på Fabjerg kirkegård. –

”Lærerne og samfundet” skriver følgende om lærer Poulsen: ”Lærer A. P. har i tidens løb udført adskillige hverv i det almene vels interesse, ligesom han også har taget virksom del i ledelsen af sine sognebeboeres pragtiske forehavender. 8 år formand for det kom. værgeråd, revisor ved kommunernes regnskabsaflæggelse, i flere år bestyrelsesm. af sognets sygekasse og af sognets brugsforening og i 20 år revisor ved sognets mejeriregnskab”. –

1910 blev der oprettet forskole ved Sdr. Skole. To nye skolestuer og gymnastiksal blev bygget, og den gamle degnebolig blev forlænget vestpå, så der også blev bolig for lærerinden. Hidtil har her virket tre lærerinder, nemlig: Fru Lausen 1910-1917. Hun var gift med lærer Lausen, og de var fra 1917 til 1951 lærerfolk i Skj(kan ikke læse om der står Skjærte, Skjarte, Skjark, Skjærk) Se Ordbesvær 4. Frk. Rasmussen 1917 til 24. Hun blev gift med Fuglsang Saugmandsgd., Ml. Tang i Gudum. Frik Bak 1924 til 1955. –

Nærværende skolehistorie kan passende afsluttes med, at en af Fabjerg sogns egne mænd, gårdm. Nielsen, Hollands får ordet. Gennem sine egne og fædrenes minder føler han sig som ét med egnen her. Og det viser sig, at de træk og betragtninger han anfører angående Fabjerg hovedskoles historie i det nittende århundrede er en stadfæstelse af, hvad allerede er fortalt. Hans bidrag er som et selvskrevet løs ark tilklæbet nærværende blad.

Iver Kristian Schriver tiltrådte embedet 1. oktober 1920, og tog afsked 1. oktober 1953 på grund af et pludseligt udbrudt hjerteonde, 63 år gl.

____________________

Direkte afskrevet:

Nogle enkelte Træk af Fabjerg Hovedskoles Historie i det nittende Aarhundrede.

…… Om Mads Smed fortælles der adskillige Historier fra den Tid han var Skolelærer ved Fabjerg Skole; mange af dem er foregaaet uden for Skolestuens Vægge og har derfor ikke direkte Betydning for Skolens Historie. Desuden er de fleste af dem beregnede til at gaa i Glemmebogen. Her skal jeg kun gengive, hvad jeg som Drenge er bleven fortalt om ham af min Fader, der gik i Skole hos ham de sidste Aar, han var Skolelærer i Fabjerg.

Med Undervisningen gik det med et mildt Udtryk saa som saa. Sagen var nemlig den, at efter den Tids Skik og Brug brugte man gerne 1 Snaps el. 2 dag. til Maden og dette var for de fleste naturlig og voldte absolut ingen Forstyrrelse i det daglige Velvære, men Skikken kunde gerne for den enkelte blive en Omvej til Drikfældighed i uhyggelig Grad, og her var det Mads Smed havde vanskeligt ved at klare Skærene. Dette foraarsagede, at Drengene, der naturligvis ogsaa i 1830-40erne var oplagt til Spiloper i alt for høj Grad i Undervisningstimerne kunde drive sidde til over alle Grænser med den ”beduggede” Lærer. Naar saa mere ædruelige Tilstande igen indtraf, udeblev Afstraffelsen selvfølgelig ikke, – in mente Tidens Forestilling om at Klø til Drenge var lige saa nødvendig omtrent som dagligt Brød, – og den foregik da ofte paa den Maade, at M. Smed stillede sig i Udgangsdøren med Tampen i Haanden, og saa hver eneste Drenge værs’artig at passere mellem hans Ben for at komme ud, og der sidde fast, mens Tampen gjorde Bekendtskab med Synderens Bagdel. De smaa og gesvindte kunde dog i Reglen smutte uskadt igennem – Hvorefter Løjerne ved første Lejlighed fortsættes udfortrødent undersaadanne Tilstande i Skolen vil man forstaa min Faders Klage over, at i den Lærers Tid fik han omtrent intet lært; dette var en naturlig Følge af den ”Aand”, der raadede i Skolestuen. Efter M. Smidts Død blev A.P. Obbekjær Lærer, og med ham oprandt der lyse og milde Tider for Skolen, saa min Fader altid tiden med Taknemlighed mindedes de sidste Aar af hans Skoletid, der for ham blev ualmindelig rige og frugtbringende, idet Obbekjær var en dygtig og forstående lærer. – – –

Tiden rinder og meget forandres. I min Skoletid i yngste klasse til V.P. Høgsberg, husker jeg tydelig, hvorledes denne store fuldskæggede Mand, der kunde se saa strengt paa en lille Dreng el. Pige, som havde forset sig, men som også kunde se meget midlt til de smaa, ved Eftersynet af de første Bogstaver og havde skrevet med Pen og Blæk og noget betænkelig fremviste, roste mig i den Grad, saa det ganske gennemvarmede mig… Og jeg husker mere i ældste Klasse, da A. Poulsen var bleven Lærer, hvorledes han forstod at vække Lysten til at arbejde med de forskellige Fag og tilegnes sig dem, for at de senere kunde  blive en til Gavn og Glæde for Livet. Og jeg husker, hvorledes disse mine alvorlige Lærere kunde fortælle om den store Børnenes Herre Jesus, saa at det bundfældede sig dybt i Barnesjælen for ikke at glemmes igennem Manddomsaarene. Og jeg husker en Dag, Fader hjalp mig hjemme med Bj…….. (kan ikke læse ordet – se ordbesvær 5), – thi Hjem og Skole arbejdede Haand i Haand – at vore Nabo A. Chr. Hansen, nuværende Missionær i Indien, Villads Hansens Fader – kom ind til os, og han og Fader kom til at tale om Skoleforhold, asagde: ”Ja, nu er det anderledes at faa i Skole end den Gang, kan du huske Jesper, da vi gik til Mads Smidt?” ”Ja, det skal jeg love for,” svarede Fader.

Ja lykkelige Tid, disse Barndomsaar, da jeg sad på Skolebænken i Fabjerg sdr. Skole.

Niels Nielsen Hollands.