Skov – Fabjergkirkevej 53

Skovsgaard, parcel af Præbensgaard.

Skov, i amtstuens bøger kaldet Lundby, ligger ved vejen fra Lemvig til Fabjerg Kirke, omgivet af sin agermark, som har en god firkantet figur. Areal 30 hektar land. Jordens bonitet er hovedsagelig lermuldet.

Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger

Den første ejer, jeg skriver om, var fra herregården Kaas i Salling, han hed Kolding og var ugift; han havde en husholderske, som hed Inger og mellem dem kom der til at bestå et forhold, som ville få følger. Samtidig tjente der en ung karl, som hed Jens og var fra Fjaltring. Kolding måtte ikke få Inger, han var jo af fin familie, så man enedes om, at Jens skulle overtage Inger og så fik de gården i medgift. Det blev ingen lykke, idet ægteskabet senere blev skilt ad, der kom en dreng; men han druknede som stor, da han løb på skøjter på Mølledammen ude ved Øster Mølle.

Jens solgte i 1870 Skov til Kr. Thorsen fra Kjærgaard og købte Brunshede. Jens har selv fortalt det hele til mig, han blev senere, i firserne engang, gift med enøjet Ane.

Efter Kr. Thorsen fra Kjærgaard kom Laust Skov og så Peder Chr. Skov og derefter dennes søn Niels Pedersen Skov, gift med en datter fra Toftum i Resen. Han solgte gården i 1892 til Niels Nielsen Birkmose fra Lemvig – han handlede ikke så lidt med heste. Engang husker jeg, havde han 24 heste, og han var hård til at køre dem. Han kunne køre fra Skov til Lemvig på 16 minutter. Han fik også afkørt, han måtte sælge Skov i 1898 til Jens Møller Villesen *29-10-1870 fra Lemtorp i Nr. Lem, gift med Katrine fra Hedegaard i Lomborg. Senere solgte de gården til deres søn Hauskov Villesen, gift med Laura, og flyttede til Ø. Vintersgaard.

Kilde: Peder Bjerg

Lidt længere østpå boede Jens Skov og Ane (etøjet Ane, som vi kaldte hende) dem har jeg også kørt tørv for, men forplejningen her var nu ikke så renlig, der har jeg fået smør lavet af gedefløde, Ane var meget skrap i munden og noget galsindet. Jens var god af sig, men hvor kunne hun herse med ham, han døde pludselig en nat, dagen derpå, kom hun hertil os, og mødte vor pige ude i gården, Ane siger så: Ja, nu ligger han flat. Hvem? siger pige: Jens, han er død. Dem kunne jeg fortælle mange historier om, de har arbejdet ikke så lidt for os.

Kilde: Peder Bjerg

På en tværbjælke over tærskeloen på Skov var der udskåret ”Bekostet af ungkarl Chr. Thorsen aar 1870.” Samme Jens Chr. Thorsen blev senere gift med Inger fra Trabjerggaard i Gudum og blev ejer af Trabjergaard.

Kilde: ukendt

Jens Møller Villesen var gift med Ane Katrine Hedegaard *03-09-1875, hun var fra Hedegaard i Lomborg. Han var en driftig landmand, han købte Fattiggaarden og solgte den igen til Jens Dahl; men beholdt 16 tdr. land, som blev lagt ind under Skov i 1905. Han byggede nyt stuehus, et nyt udhus i øst, 12 meter til laden og 8 meter til kostalden i 1916. Han havde flere ejendomme, bl.a. Søndermark, Lundsby og Engelundhus,Tea og Mads Jensens ejendom på Fabjergkirkevej. Jens Møller købte også 9 tdr. land hede fra Prebensgaardhus, det der i dag hedder V. Skovlund, og dyrkede selv heden op.

Katrine og Jens Møller fik 4 børn:

  • Birgitte *09-05-1903, gift med Anders Kvist Underbjerg i Lomborg
  • Karen Marie *02-06-1904, ugift, overtog Ø. Vintersgaard efter sin far
  • Jens Hauskov *23-06-1905, gift med Laura Kristensen født 10-07-1905 i Flynder. De overtog Skov i 1930 med 54½ tdr. land 37 kreaturer, 3 heste. og traktor. Stuehuset opført 1916, restaureret 1979, kostalden 1899 ombygget i 1979. kvægstalde i 1971 og 1981, lade og foderhus 1981 maskinhus 1970. Laura og Hauskov fik 5 børn:
    • Else *21-02-1933, lærer i Thyborøn, gift med viceskoleinspektør Kaj Wegeberg. Kaj er død og Else er flyttet til Lemvig
    • Jens Møller Villesen *31-03-1934, ugift, overtog Skov Fabjergkirkevej 53. Møller er tredje generation på gården, som har været i slægtens eje siden 1898, Areal 30 ha.
    • Kristian *1937, gift med Ida, arbejdede på B.O. i Struer, bor i Handbjerg.
    • Vagn *06-09-1941, gift med Kirsten, havde Kiva i Struer, Landting i Ejsing og en villa på Teglgaardsbakken i Lemvig. Vagn døde i 2008.
    • Ingrid Kathrine *25-03-1944 kunstmaler, gift med mekaniker Poul Sørensen, Billund.
  • Niels Kristian Hedegaard *10-11-1907 gift med Davine Marie Hvingelby fra Lomborg. De købte Søndergaard af Anders Peder Graversen. Kristian og Davine fik 4 børn:
    • Jens Møller, ugift, arbejdede ved forskellige entreprenører, døde i 2013
    • Ruth, gift med Egon fhv. halinspektør i Haderup
    • Verner, udlært mejerist, gift med Ida, senere kørelærer i Fredericia
    • Eva, gift med Peder Kjær fra Vind, de købte Søndergaard af Evas bror Jens Møller, men flyttede senere til Vind. Eva og Peder fik 4 børn Inger, Brian, Marie og Sigurd.

Jens Møller Villesen solgte Skov til Jette og Bent Nielsen Pigsborg.

Kilde: Krista Lauritsen

I folketællingen i 1860 er det Jens Vandborg Kolding, der bor på Skou. Han er på det tidspunkt ugift og 56 år gammel. Han er født i Lime sogn, Viborg Amt, hvilket stemmer fint overens med, at han er fra herregården Kaas. I samme husstand optræder Peder Jensen Vandborg Kolding på 14 år som hans søn, og desuden Jens Pedersen på 31 år, som er tjenestekarl og Inger Marie Pedersen på 50 år som husholderske og gift med Jens Pedersen. De har sammen sønnen Jens Vandborg Jensen på 6 år.

Det fremgår af Fabjerg sogns kirkebog, at Peder Jensen Vandborg Kolding er født 23. januar 1847 som søn af ugift fruentimmer Inger Marie Pedersdatter fra Koggisboel (en nu forlængst forsvundet ejendom, der lå ved Møllesøen i Klosterheden). Som barnefader er udlagt ungkarl Jens Vandborg Kolding, indsidder i Koggisboel.

Inger Marie Pedersdatter bliver efterfølgende gift med Jens Pedersen, der er født i Fjaltring omkring 1829, og de får sønnen Jens Vandborg Jensen den 6/8 1854. Drengen er født i Skou, men dør allerede den 4. juli 1867 i mølledammen ved Øster Mølle (senere Aabogaard) 12 3/4 år gammel. Samme dag dør også en anden dreng, Laurits Andersen, i mølledammen ved Øster Mølle. Han er 16 1/4 år gammel og søn af Anders Jensen i Rottesgaard. Dødsårsagen angives for begges vedkommende som drukning.

Samme Jens Pedersen er ganske rigtigt gift igen med Ane Lauridsen den 26. januar 1887. Han er her anført som husfæster og fraskilt. Jens Pedersen dør 23/4 1904 i Marieboelhus, 75 år gammel.

Om Jens Vandborg Koldings søn, Peder, som han fik sammen med Inger Marie Pedersdatter, er den seneste optegnelse i kirkebogen, at han er konfirmeret i Fabjerg kirke den 7/4 1861. Inger Pedersen dør i Lundhus den 10/1 1901, 90 år gammel.

Kilder: Fabjerg sogns kirkebog 1847 – 1901, folketællingen for Fabjerg sogn 1860

Den først registrerede ejer i realregistret er Søren Christian Jensen. Han sælger til Birgithe Sophie Elisabeth Christensen, der får lyst sit skøde den 15/12 1847. Hun har delvist navnesammenfald med beboere på herregården Kaas i  Salling. Ovenfor omtalte Jens Vandborg Jensen er registreret som ejer ved testamente den 13/1 1867 samme år som han dør i en drukneulykke i mølledammen ved Øster Mølle. Hans far, Jens Pedersen overtager skødet ved en skifteretsattest, lyst 13/1 1869.

Kilde: Realregister, Skodborg-Vandfuld 1844 – 1979

/Jes Lauritsen

 

 

Adresse:
Fabjergkirkevej 53
Stednavn:
Skov
Matrikelnummer:
15a Dal Anneksgaard