Kviesgaardhus – Anneksvej 1

Her boede en smed, som blev kaldt bette Poul. Derefter fik Ole Nørgaard smedjen og huset. Ole var gift med Sidsel Laursen fra Vester Nørgaardhus.

Kilde: Peder Bjerg

Smedeværkstedet lå på den østre side af Svendsgaardvej og beboelsen på den vestre, tæt op ad den daværende Lemvig-Struerlandevej, som dengang gik nord om Frydenslund.

I 1926 havde Wolle Smed, som han kaldtes, 2 lærlinge og 2 svende, han skoede heste og reparerede landbrugsredskaber for folk. I Smedjen havde han 2 esser, hvori han varmede sine emner.

Ole var også en ivrig jæger og han kørte til Lemvig hver lørdag, for at få sine – ikke så få kaffepuncher ved Købmand Efraim Jensen. Hestene kunne selv finde hjem og når Sidsel hørte dem rumstere, gik hun gerne ud og hjalp Wolle ind og i seng.

Når Wolle skulle ”ringe” vognhjul, var Sidsel altid ude for at hjælpe til med, at hælde vand på jernringene, der skulle være glødende røde, når de blev hamret på træfælgene, så der skulle lynhurtigt hældes vand på, for ikke at brænde fælgene af. Stedet blev kaldt “Wolle Smeds”.

Sidsel og Ole fik kun én søn, Kristian, han blev udlært smed; men døde som ung.

 

Marie Knudsen arvede Frydenslund efter Sidsel og Ole og i en del år var huset lejet ud til Bertel Riis; indtil Else og Ove Damgaard købte den.

Ove døde 17. april 2004 og Else Damgaard bor fortsat på Fabjergvej 101 (Nu Anneksvej 1)

Else og Ove fik tre drenge:

  • Bo *1963, taxavognmand i Lemvig, gift med Tina
  • Tom *1965, lageruddannet, gift med Hanne Schmidt fra Lemvig
  • Steen *1968, V.V.S. Mand, gift med Jane, bor i Lomborg.

Kilde: Krista Lauritsen

Ole Nørgaard Olesen køber i 1901 en grund af Niels Jakobsen Bjerre i Birkely. Grunden lå overfor Birkely ved krydset mellem den nye Lemvig – Struer landevej og vejen mellem mejeriet og Kviesgård (Kviesgårdvej/Svendsgårdvej). Ole byggede en ejendom med smedeværksted i den ene ende og beboelse i den anden ende. Ved folketællingen i 1901 bor der på ejendommen Ole Olesen, Sidsel Laursen og sønnen Kristen Nørgaard Olesen samt smedesvend Jacob Lynghøj Andersen, 26 år og smedelærling Andreas Laursen, 11 år

Ole Nørgaard Olesen byggede et nyt stuehus (Frydslund) overfor smedjen på den anden side af Svendsgaardvej. Den gamle bygning med smedje blev nedrevet i begyndelsen af 1960’erne.

Ole Nørgaard Olesen er født i Bækhus i Resen den 26. december 1874. Han blev gift med sypige Sidsel Laursen fra Søgaardhus i Fabjerg, og hun er født den 14. januar 1871. De blev viet i Fabjerg Kirke den 27. november 1896. De fik sønnen Kristen Nørgaard Olesen, født den 13. juni 1897. Kristen blev udlært smed, lige som sin far, men døde af tuberkulose den 11. august 1917 – kun 20 år gammel.

Sidsel Nørgaard Olesen døde 04. maj 1957 og Ole Nørgaard Olesen døde den 26. marts 1959. De er begravet på Fabjerg kirkegård

Marie Knudsen var husbestyrerinde på Frydslund, og hun overtog ejendommen efter Ole Olesens død i 1959. Hendes plejedatter, Karen Knudsen, blev mellem 1955 og 1960 gift med Barry, der var en canadisk soldat, som hun havde mødt i København. Brylluppet blev holdt i den gamle smedje.

Kilde: Jes Lauritsen

Adkomster:

Adk.nr. Lyst dato Dokument Køber / Adkomsthaver Sælger Bemærkning
1 27.11.1901 Skøde Svend Ole Nørgaard Olesen N. J. Bjerre
2a 29.05.1959 Skifteudskrift Marie Knudsen Jensen
2b 13.12.1969 Svend Aage Jensen Overgaard Skøde fra 2a på ½ af ejendommen
3 14.10.1970 Skøde Ove Damgaard  

 

Kilde: Realregister, Skodborg-Vandfuld (1845 – 1979)     

Adresse:
Anneksvej 1 Fabjergvej 101
Stednavn:
Kviesgaardhus Frydslund
Matrikelnummer:
12k Dal Anneksgaard