Tømrer Niels A. Nielsen Grebdal opførte tømrerværkstedet i 1910, stuehuset i 1912, og forbindelsesgangen i 1914. Han afstod senere forretningen til sin søn Peder Kristian Nielsen *1883. Han blev gift med Johanne, som var Distriktssygeplejerske i Fabjerg Sogn.
PK eller tømrer Haurballe, som han blev kaldt, skrev altid sine mål op på en bræddestump eller en tændstikæske, eller hvad han lige havde ved hånden. Han var en dygtig tømrer, og han brugte udelukkende 1. klasses materialer. Man sagde, om de huse Haurballe havde været tømrer på, at de bare var i orden.
I den første del af 1930’erne blev værkstedet flyttet længere bagud og murstenene fra huset blev sikkert genanvendt – måske til opmuring af det nuværende større værksted, som på dette tidspunkt blev bygget med kælder og overetage. Der blev indkøbt mange specialmaskiner til tømrer- snedkervirksomheden. Den store båndsav og afretter stod vist i mange år i værkstedet bag frisørsalonen. I kælderen var der fyrrum og lager til ligkister. På loftet opbevaredes porcelæn, bænke, borde mm. til udlejning og opstilling til fester.
Johanne og PK fik 6 børn:
- Kristiane, blev gift med Otto Pedersen St. Krogsgaard Gudum
- Niels, ingeniør. Han kørte galt på motorcykel og blev invalideret. Han blev opereret i Sverige, og gift med sygeplejerske Ingrid Christensen
- Nelly, spillelærerinde, ugift, overtog Fabjergstad 59 efter forældrene. Nelly døde i 1990/91
- Signe, operasangerinde, boede i København. Hun døde i 1985
- Børge, gift, boede i København
- Anne, gift med en landmand i Hørbylunde.
PK Haurballe døde i 1961.
Nelly, der var spillelærerinde for Fabjerg og omegns børn overtog Fabjergstad 59 og efter hendes død, overtog søsteren Kristiane Pedersen fra Store Krogsgaard i Gudum huset.
I 2010 flyttede Kristiane Pedersen på Østbo i Nr. Nissum og Fabjergstad 59 blev solgt til Birgitte og Jakob Friis. Birgitte er damefrisør og Jakob er VVS uddannet. Birgitte og Jakob fik to børn Ditte *1999, Christian *2005.
Kilde: Krista Lauritsen
Haurballe børnene var meget musikalske. En del af dem var med i Fabjerg Byorkester, som i 1950´erne averterede med følgende: ”Skal I ha god musik til gilder eller fester, så ring på nummer 7, det er Fabjerg Byorkester.” Nummer 7 var Brugsens nummer. En søn herfra, Kaj Degn, var kammerat med Haurballe-børnene.
Kilde: Barberer Søren Jensen
Links:
Arkiv.dk: Billeder af Haurballe familien