Jens Lund Pedersen boede i Hjørnhøj i 1930-40erne efter at Ø. Vintersgaard brændte for ham.
Rita og Niels Trillingsgaard boede en tid i Hjørnhøj, før Peder Købmand Thomsen købte den og Rita og Niels flyttede til Fabjergstad 44.
P. Gartner, som han blev kaldt, var en original og lidt af en fupmager, han kunne godt finde på at tilegne sig alt muligt bl.a. planter fra kirkegården, som han så solgte til et andet gravsted. Peder havde altid noget i sin sæk, når han kom cyklende og det var sjældent hans eget.
Han lavede en del sort arbejde og når han så havde fået pengene, kunne han finde på at sende folk en regning, når de så sagde:” Det har vi da betalt” spurgte han, om man havde kvittering på det og så stod man der med skægget i postkassen…
Krista Lauritsen fortæller
P. Gartner gravede engang vores have; men da tog jeg godt nok fusen på ham.
Han havde fået sine penge og jeg havde selvfølgelig ikke fået kvittering, så han kom med en regning og ville have pengene engang til.
Nu var vi så heldige, at P. Gartner havde fået en hel del gratis spildolie fra værkstedet, som han fyrede med, så jeg sagde til ham: ”Jamen, det er da i orden P. Gartner, så skriver jeg lige en regning på det olie, du har fået.”
”Nå, nej så kan det være det samme, ”svarede Peder Købmand Thomsen
Han kom af og til på autoværkstedet, hvor han kunne finde på, at give sig til at synge gamle revyviser fra Lemvig, han kunne dem ind ad en kant.
En gang, havde han været hos slagter Agger, for at købe leverpostej for 50 øre og da han var bange for at naboen Ruedi Rafles hund, en stor Boxer, skulle få færten af leverpostejen, puttede han den op under kasketten.
Men da han kom ind på værkstedet, stod vognmand Johs. Rasmussen der, og han var altid var god for en spøg og han kendte Peders vane med at gemme leverpostejen under kasketten, så han snakkede godt med Peder, mens han klappede ham på hovedet, så leverpostejen blev godt fordelt på P. Gartners skaldede isse.
Engang ”kom han til” at tage Overlunds gæs; men da han blev meldt til politiet, sagde han, at de var kommet og havde nappet ham i røven, mens han sad og forrettede sit ærinde ude i haven, så i selvforsvar havde han vredet halsen om på dem.
Der fortælles også, at han engang havde solgt en halv gås, og da de kom for at hente, den, havde han kløvet den hele gås på langs med fjer og tarme og det hele.
Peder Købmans Thomsen solgte Fabjergstad 90 til Inge Marie og Træskomager Robert Bordinggaard, som senere solgte det til Tove og Gunnar Hedegaard,
Tove og Gunnar ombyggede det i 1966 og byggede garageanlæg til og drev entreprenørvirksomhed.
Tove og Gunnar fik to børn
Brian, blev entreprenør og aut. kloakmester i firmaet, han er gift og bor sammen med Helle Rud Sørensen på Knakkersvej 3 Vandborg.
Randi *1971, døde i 2007 kun 36 år ung.
Gunnar døde i 2009 og Brian Hedegaard driver entreprenørvirksomheden videre.
Brian solgte i 2014 entreprenørfirmaet til Ib G. Jensen og fik selv arbejde samme sted.