Fabjergstad 57 er bygget i 1880. Karen Borum ejede huset, efter hendes død flyttede Bodil Roesgaard ind.
I1951 flyttede Margrethe Dahl ind i Fabjergstad 57. Margrethe var et ihærdigt menneske, hun holdt gravsteder rene for folk, for 10 kr. om året, og da hun flyttede til Fabjergstad, gik hun og lugede fortovene rundt omkring. Vi kunne godt bruge en Margrethe Dahl i Fabjergstad i dag; men det var dog ikke alle, der var lige glade for hendes hjælp.
Da Margrethe fyldte 70 år, havde man samlet ind til en gave til hende; men nej tak, Margrethe skulle ingen gave have; da hun ikke kunne blive fri, fandt hun ud af, hvor meget folk havde givet, og så gik hun rundt, og betalte dem pengene tilbage.
Da Margrethe døde købte Laura og Chr. Christensen huset og efter deres død købte Betty Pedersen det. Efter Bettys død blev det solgt til Susanne Kortnum og John Sejersen. Susanne og John fik to børn Lilli og Flemming.
Lilli boede, for det meste, hos sin bedsteforældre Erna og Harald Kortnum på Tvedvej. Da Erna forlod Harald for at flytte til Lemvig, flyttede Susanne og John Sejersen om til Harald på Tvedvej.
Tømrer Finn Jensen købte Fabjergstad 57 og restaurerede den, hvorefter han solgte den til Susanne og Søren Bach, Susanne var tandlæge og Søren var seminarielærer. De solgte den igen til Egon Munksgaard og efter hans død i 1997 købte Bent Graversen Fabjergstad 57 til fodermesterbolig.