Svend Aage Kristensen er født 5. juni 1927 i Sdr. Prebensgaard i Fabjerg som søn af Ane Petrea Cecilie Christensen og Jens Peder Christensen.
Han var den ældste i en børneflok på 6 børn, der var levedygtige, og 11 børn, der var enten dødfødte eller døde meget tidligt efter fødslen. Aages søskende var Mads Kristian, Marie Kirstine (Rie), Niels Kristian (Kesse), Krista og Ruth.
Han rejste hjemmefra som 15 -årig og uddannede sig indenfor gartnerfaget. Han var vidt omkring, inden han sammen med hustruen Jytte slog sig ned som anlægsgartner i den lille by Søsum i nærheden af Ganløse i Nordsjælland.
Han har skrevet om sin barndom i husmandshjemmet i den del af Fabjerg, der grænser op til Klosterheden – også kaldet “Æ sønner sogn”. Desværre ser det ud til, at han er blevet afbrudt i sin fortælling, så vi når aldrig at høre om ungdomsårene og hvordan interessen for gartnerfaget førte ham både til England og siden til Nordsjælland.
/Jes Lauritsen
Grøn var min barndomsdal kan man i sandhed sige…. For Sdr. Prebensgård – husmandsstedet hvor jeg er født og boede de første 15 år af mit liv fra 1927-1942 – lå tæt op ad Klosterheden plantage, en blanding af nåletræer og en lille opstart af løvtræer. Omkring Klosterheden var der plantet et tæt hegn af løvtræer, der alle ludede mod øst i kampen mod vestenvinden, der også kunne få Vesterhavet til række sin kolde arms saltstænk 30-40 kilometer ind over landet. Bovbjerg fyr som lå 80 meter over havet, stod til tider i ét med havet, det var barske tider, når stormen rasede. Havet fik sjældent lov til at hvile sig, men skete det at vestenvinden tog sig en pause, lå Vesterhavet som et dansegulv, det var gerne ved fuldmåne at der blev ”havblik.”
Vort barndomshjem lå i den sydvestlige del af Fabjerg sogn, som dengang havde ca. 700 indbyggere og hovederhvervet var landbrug – vore forældre modtog i årenes løb flere æresbevisninger for veldrevet landbrug.
Der var et sandt fugleliv i min barndom – udover småfuglene var der krager, skader og råger. Kragerne og skaderne – ja også muldvarpe for resten – blev betegnet som skadedyr og man kunne dengang få penge for at slå dem ihjel, og aflevere dem hos Peder Kubstrup, hvor man fik 25 øre pr. stk. Men når Peder Kubstrup så havde smidt dem på møddingen hændte det, at nogle af de kvikkeste af drengene fandt ud af at snuppe dem derfra igen – og aflevere dem en gang til.
Babyerne kom jo med storken dengang, så der var en del storke, men de havde det som pengematadorerne har det i dag. De havde sommerhus i Danmark og rejste så til syden når det blev vinter.
Men der var heller ikke så meget agerjord der blev drænet dengang , så der fandtes en masse padder på de lavtliggende områder til storkene, og de kunne også finde føde i mergelgravene, hvorfra man hentede kalk til landbruget eller i tørvemosen hvor man hentede tørv til opvarmning. Opvarmningen foregik fra bilæggerovn, kamin eller kakkelovn, der mange steder gav ligeså meget røg som varme i stuen.
Toiletbesøgene foregik i min drengetid ude i kostalden i grebningen bagved køerne, senere fik vi dog et das, og her blev så den gamle telefonbog hængt ud til almen afbenyttelse.
Omkring det lille husmandssted på 9 tdr. land havde mor anlagt og beplantet en skøn have, omkranset af et effektivt værn af ammetræer – mod vestenvinden igen! Den storm-omsuste vestside af Jylland bærer præg af vestenvinden – alle træerne bøjer sig ydmygt mod øst for ”Kræ Vejsten”
Indkørselen til vort barndomshjem snoede sig omgivet af en allé af træer, som lignede skaldede trolde, der stærkt foroverbøjet af vejr og vind stod og truede af os en mørk vinteraften.
Landbrugsarealet derhjemme blev næsten 4-5-dobbelt ved, at vores dygtige, energiske og kloge far egenhændigt opdyrkede 30 tdr. land hedeareal med sit hestespand af Nordbaggere. Små energiske og iltre – som vores far – knoklede disse norske heste med rødder, rævegrave og hugormebosteder. Far sørgede godt for sine heste, de blev striglet, børstet og passet efter alle kunstens regler, så ved dyrskuet i Lemvig hentede vi ofte en præmie hjem. Dyrskuet der dengang var årets fest med tivoli og tombola og mulighed for at købe is og sodavand – ja, og blommer som dengang kostede 5 øre for en stor posefuld. Blommerne tørrede mor i ovnen – så blev de til svedsker.
Heden var et hårdt slid for hele familien: – Mor far og 6 børn, vi var 3 drenge og 3 piger. Vi kunne have været 12-13 stykker; men flere af vore små søskende blev født for tidligt og døde.
Det var et slid at være husmandskone i 30´erne, mor arbejdede også når hun var højgravid, og gravid – det blev man tit dengang. Der var ikke noget der hed barselsorlov og forældreorlov, nej mor lugede roer, samlede kartofler op, spredte møg, som blev kørt på markerne i dynger og derfra spredt ved håndkraft med en fork, hun vaskede i en vaskemaskine der blev trukket ved håndkraft, hun bagte, henkogte, strikkede og stoppede strømper, hun avlede høns, kyllinger, gæs, ænder, får, duer, og ordnede hus og have.
Men for tidligt fødte børn kunne ikke klare sig, da der ingen kuvøse fandtes dengang. Fødselen som foregik i hjemmet var en oplevelse for os børn, med jordmoderkaffe til naboer og venner, og tilladelse til at være længe oppe for os børn. Og med besøg af en læge, som ankom i en sensation af en vogn med motor.
Engang havde min bror Mads og jeg fået startet lægens fordbil; men vi kunne ikke stoppe den igen, fars straf var en rigtig varm ende til os begge, og i seng uden aftensmad. Mor var ved sådan en straf ikke i stand til at komme med natmad til os.
Vi spiste godt i mit barndomshjem. Vi fik morgenmad kl. 6.00, det var øllebrød eller havregrød, og kaffe eller friskmalket mælk og hjemmebagt franskbrød. Næsten al maden var egen avl, og det var der ingen skat på dengang.
Kl. 8.30 når vi var færdige med at fodre og malke, fik vi formiddagsmellemmad..
Apropos malkningen som foregik med hånden havde landboforeningen ansat en malkekonsulent, Karen Touborg Jensen fra Gudum, til at rejse rundt for at lære børn og unge mennesker at malke rigtigt. Og så var der malkekonkurrence, som Mads og jeg – som seks og syvårig – deltog i, og vi blev nr. 1 og 3. Jeg kan huske vores far sagde:” Det var godt drenge, så var den hjemme; men hvorfor blev du kun nr. 3 Åge?”
Kl. 12.00 fik vi middagsmad, som var hovedmåltidet og bestod af 2 retter mad, gerne kød og kartofler og efterretten var næsten altid grød; men om søndagen fik vi æblekage eller gul budding.
Og kl. 15.00 fik vi eftermiddagskaffe med hjemmebagt hvedebrød. Aftensmaden omkring kl. 18 – 18.30 var mellem-madder, og inden vi skulle i seng fik vi gerne en tallerkenfuld frugtgrød, jordbær- eller hindbærgrød.
Så var dagen til ende vi til køjs kunne gå, hvad vi lærte at kende skulle vi huske på.
Mor var en mild og utrolig dygtig kvinde, som holdt sammen på det lille hjem med stoppenål og hjemmebag, og hun lærte os, at orden er hjemmets pryd. Hun strikkede strømper og lappede bukser og gik til sykursus, studiekreds og gymnastik, og hun elskede at spille kort med vennerne, og hun havde altid mange familiebesøg fra Sjælland hver sommerferie
Far var en af dem med den bløde hånd i jernhandsken, han forlangte at vi talte sandhed, han lærte os, at med sandheden kommer man længst. Og hans motto var at man skulle lære at yde før man kunne lære at byde.
Han var godt begavet PC – som han hed blandt venner – og han fulgte med i hvad der skete i sognet og var medlem af både sogneråd og skolekommission. Han var med ved starten af andelsvaskeriet i Lemvig hvor han var formand i flere år, han var med ved opdyrkningen af Gudum hede og Rom flyveplads, og ved oprettelse af samlestald og kvægavlsforening og ikke mindst husmands- og kredsforening.
Han havde sin mening om tingene og turde at stå ved den.
Vi havde et stort drivhus og far var også biavler. Den interesse havde han fælles med Buhl som var bestyrer på Åbogård drengehjem. Jeg kan huske, at Buhl fortalte, at de på Åbogård opbevarede honningen på loftet i store lerkrukker; men de kunne ikke forstå at det efterhånden blev lidt skralt med teskeerne i køkkenet; indtil de nåede bunden af honningkrukkerne. Drengene havde ofte set deres snit til at liste på loftet med en teske for at smage på honningen og når de så blev forstyrrede, slap de teskeen, som gik til bunds i krukken – og der lå de!!!