Peder Hansen fortæller om sin barndom i Engelund

Peder Hansen er født 23. april 1922 i Engelund i Fabjerg (Fabjergkirkevej 84) som søn af Maren og Hans Laurids Hansen. Peder blev udlært som kommis fra Fabjerg Brugsforening, og han var på Handelshøjskole i Aalborg og kom ind hos F.D.B., før han i 1949 rejste til Canada. Her blev han gift med Ellen, og de fik 4 drenge.

Peder er bror til Dora Tang, og han fortæller om sin barndom i Engelund

Jeg er tre år gammel, og det var min fødselsdag i går; men vi fejrede det ikke. Vi er mange mennesker her på vores gård, mor har altid travlt i huset, og far har altid travlt i stald og mark. Det er nu forår igen og alting udendørs har skiftet farver, det er særligt i haven, jeg ser det. Mor og de større drenge, mest Åge og Viggo graver i jorden, og planter og meget andet, som jeg slet ikke forstår. Far er også i marken meget af tiden og han har heste med, for at slæbe et eller andet frem og tilbage; men det har vist også noget med foråret at gøre.

Foråret er en dejlig tid!

Vi har køer og kalve, som har været i stalden hele vinteren. For nogle dage siden fik alle disse dyr en grime på med et langt stykke reb, og så tog far et dyr ad gangen ud på gårdspladsen. Far har sagt, at jeg helt bestemt må holde mig oppe på stenbroen ved huset, som vi bor i, og nu skal jeg prøve at fortælle jer hvorfor. Når far kommer til den åbne stalddør, står dyret helt stille, og kigger med store øjne på alt det, som den måske ikke har set siden sidste efterår, og for de yngre dyr måske aldrig før. Jeg er sikker på, at de meget godt kan lide, hvad de ser, for pludselig giver de sig til at hoppe og springe rundt med halen i vejret, og far må holde rigtig godt fast i tøjret, for at dyret ikke skal løbe væk.

Jeg kan sandelig godt se, hvorfor jeg skal holde mig nær huset. Da dyrene så var faldet lidt til ro, fik de lov til at komme ud på en mark, hvor der var masse af grønt græs, og jeg skal ellers love for, de kunne lide at spise det. Bare de nu ikke får mavepine. Der var engang at far fejrede, at han nu var far til seks raske drenge; men mor fejrede også, at far havde lovet, at jeg skulle være den sidste. Jeg ved slet ikke, hvor alle de små børn kommer fra, og nu er der noget mere, som jeg slet ikke forstår

Far og mor var jo enige om, at nu var der børn nok i vores hjem, og så er der alligevel sket det, at den 18. maj 1925 fik vi en lille pige, og det var samme forår, at jeg havde stået på stenbroen ved huset, og moret mig over, at fars kreaturer med halen i vejret havde slået kraftspring på gårdspladsen, og for resten kan jeg fortælle, at ingen af dem fik mavepine, fordi de havde spist for meget af det grønne græs. Men nu er jeg ikke mere den mindste i familien, fordi jeg nu har fået en lillesøster, og hun har også været i kirken, hvor hun fik navnet Theodora.

Jeg har prøvet meget på at sige Theodora, men det er så langt og svært at sige, så jeg har bare kaldt hende Dora. Hun er opkaldt efter mors bror Theodor fra Hvirgeltoft, han døde lige i høstens tid sidste år. Dora er en sød og rar lille søster; men nu er det mig, der har det, som Viggo havde det, da han var lille. Sommetider er det svært at forstå, hvorfor alle dem, som havde kildet mig og puffet mig i maven, for at få mig til at smile, nu lader som om jeg slet ikke er her mere. Nu er det ”den søde lille Dora,” som bliver kildet og puffet i maven, og hun han ikke engang smile nær så godt som mig. Nu han det jo så alligevel godt være, at der er noget ved hendes smil, som jeg ikke han se; men det lod til at de andre kunne se det.

Nu skal I bare høre, og det er en lang historie.

Fars bror Otto og hans kone Emma fra Amerika var på besøg i Danmark denne sommer. Det er ham, som vi kalder vores rige onkel fra Amerika. Han har vist mange, mange penge, for alle vi børn i familien fik hver en halvtreds krone seddel, og ikke nok med det, Dora fik en hundred krone seddel. Farbror Otto og hans kone blev så glade for Dora, at de ville tage hende med hjem til Amerika, og de tilbød endda far og mor tusind kroner, for at de ikke skulle savne Dora alt for meget.

Et tusind kroner lyder måske ikke så imponerende nu til dags; men hvis man husker på, at man dengang kunne købe mindst tre gode malkekøer for dette beløb, og at det var strenge tider med trange kår i det børnerige hjem, så fatter man måske hvor dybt forældrenes kærlighed for sådan et lille barn rækker, når vi tænker på at tilbuddet ikke blev modtaget. For et par forældre, som dengang ikke havde meget af verdens gods, gik det så dybt, at da de tre gode malkekøer kom på vægtskålen, kunne de ikke vippe fars og mors lille pige. Derefter kunne jeg bedre forstå, hvorfor mit ”smil” ikke betød så meget mere. Så vidt jeg ved, var der vist ikke nogen, som havde sat min værdi til et tusind kroner; men det er nu nok også lige meget, fordi selv til den pris ville far og mor sikkert ikke have solgt mig alligevel.

 

Vores morbror Theodor Andersen fra ”Hvirgeltoft” i Fabjerg døde den 10. september 1924. Han blev kun 49 âr gammel.

Hans kone, som var fars søster Laura døde den 4. juni 1961. Hun var 81 år gammel da hun døde.

 

 

 

Nu er det forår igen, og årstallet er 1927. Nu er jeg så 5 år gammel, og så vidt jeg ved, har jeg været ved godt helbred; men nu er det en helt anden historie. Jeg har en slem lungebetændelse, og mor ser lidt bekymret ud. Severine Mølgaard kom for at se til mig, og hun fik også lejlighed til at sludre lidt med mor over en kop kaffe. Jeg har nu i flere nætter sovet mellem far og mor, og det får mig til at tro at sygdommen er blevet værre. Mor har været frem og tilbage mellem køkken og soveværelse i dagens løb, for at holde øje med mig. Hun har jo også far og de andre børn, som venter at maden kommer på bordet, enten jeg nu er syg eller ej.

Anna, som nu er en stor pige, er en god hjælp for mor; men hun går stadigvæk i skole. Feberen er vist også blevet højere, for nu lægger mor kolde omslag på min pande hver halve time, i håb om at holde feberen nede. Der er faktisk ikke ret meget andet, som mor kan gøre. Mange mennesker, både børn og voksne, dør simpelthen, da videnskabsmændene endnu ikke har opfundet den mirakelmedicin, som er blevet spået vil komme.

Marie Sørensen er mors gode ven, og hun kommer af og til. Hun holder mig i hånden, når hun og mor sidder i soveværelset hos mig, og nu hvisker de til hinanden. Hvorfor mon de hvisker? – Jeg gætter på at de snakker om den anden lille dreng, også kaldet Peder, som døde af samme sygdom for ikke så mange år siden. Det var ham, som jeg blev opkaldt efter.

Sidste nat måtte jeg vække mor, fordi jeg skulle tisse; men hun sagde, hun var så træt, at hun vist ikke kunne klare det, så hun vækkede far, og bad ham om at hjælpe mig, hvad han da også gjorde. Natpotten stod under fodenden af sengen, og far bøjede sig ned efter den, mens han stod bag ved mig for at give mig støtte. Han holdt potten med venstre hånd og min lille tissemand mellem to fingre på hans højre hånd, og så bøjede han sig fremover, så han kunne se om vi ramte potten.

Senere hen i livet har jeg mange gange dvælet over, hvad der skete i disse få øjeblikke i den stille nat i fars og mors soveværelse, og når jeg lader mine tanker få frit løb, mener jeg tit, at jeg kan føle fars varme ånde i min nakke.

Det var et meget langt sygeleje, og det var en stor dag, da jeg fik lov at sidde på en stol i stuen, hvor jeg kunne kigge ud af vinduet, som vendte mod nord. Jeg sendte en stille hilsen til Marie Sørensen og tænkte, at når hun kommer igen, behøver hun ikke at hviske mere.

Om sommeren samme år fik Elly og jeg mæslinger samtidig. Jeg husker ikke så meget om det, som fra min foregående sygdom. Men jeg husker, at Elly og jeg igen fik lejlighed til at ligge ved siden af hinanden, som vi havde ligget på fars og mors seng på min dåbsdag for fem år siden. Men nu ligger vi i mørke, fordi et tykt tæppe er hængt for vinduerne i børnekammeret, i den tro at det skarpe dagslys kan skade øjnene; men mon ikke det var den høje feber, som gjorde øjnene ømme.

Mæslinger, såvel som andre børnesygdomme, var en ret alvorlig sag dengang, både på grund af den høje feber med den påfølgende krampe og andre komplikationer, såsom nyreskade eller meningitis eller begge.

Vore forældre mistede to børn, en dreng og en pige, begge på grund af børnesygdomme, og det var slet ikke ualmindeligt dengang. Men både Elly og jeg slap igennem sygdommen med livet i behold og uden komplikationer

Vinter og aktiviteter i sneen

Sommeren er nu forbi, og vinteren 1927-28 er kommet med masser af sne, og mændene er på vejen meget af tiden, for at skovle det af vejen, og det sker med håndkraft. To mænd vil gå frem side om side og skovle sneen til hver sin side. Snefogeden kommer om morgenen, for at udskrive hjælp til arbejdet. Hver husstand skal sende én eller flere karle; antallet går efter ejendommens eller gårdens størrelse, og så går snefogeden videre fra gård til gård, indtil det nødvendige mandskab er i gang, og de bliver fortalt, hvor de skal begynde.

Vi og vore naboer begyndte næsten altid ved Ny Mølle, og arbejdede så østpå, indtil vi mødte mandskabet, som kom østfra. Sommetider kunne det gøres på en halv dag; men til andre tider kunne det tage to eller tre dage, og når det rigtig var galt, måtte vi sommetider begynde forfra igen på grund af blæsten og den fygende sne. Efterhånden som vinteren gik, fik vi store snebanker på begge sider af vejen, og så var der plads til endnu mere sne fra den næste snestorm; men der var ikke andet at gøre, end at blive ved med at skovle.

Vejene skulle holdes åbne og farbare, så mælkekuskene kunne komme frem med deres tunge vogne, og mange, som boede på sidevejene, måtte bringe deres mælkejunger ud til kommunevejen, fordi deres dårlige veje endnu ikke var farbare for andet end slæde og let vogn.

Så var der også postbudet, som skulle være i stand til at gøre hans runde; men han var næsten altid til fods under disse vejrforhold. Vi så altid frem til hans komme, selvom der ikke kunne være brev fra Canada eller Amerika eller København hver dag, og tit blev det bare til en regning, men alligevel.

I tilfælde af sygdom skulle vejene være åbne, så lægen kunne komme frem, og hvis patienten skulle på sygehuset, eller hvis man skulle hente medicin. Den gang var der ingen anden udvej end netop vejen.

Til tider var det en stor belastning at holde vejene åbne i disse snevintre; men børnene og de unge havde vældig sjov med at rutsje ned ad bakkerne på deres hjemmelavede slæder, Det var mest søndag eftermiddag og sommetider en aften, hvis det var klart måneskin. Slæderne var lidt klodsede og ret tunge. Vores værktøj var dengang, som regel, begrænset til en rusten sav og en dårlig hammer, som mest lignede en overlevering fra Gorm den Gamles tid.

Slæderne var næsten altid lavet af gammelt tømmer af den slags, man finder bag laden, hvis man er heldig; men de virkede godt nok, hvis man bare ikke læssede for mange børn på én slæde ad gangen. Mange gange har vi suset ned ad bakken nord for Hollands bygninger (æ Hollands bakker), og pludseligt folder den ene skinne sig ind under slæden, og alle ungerne falder af og ruller resten af vejen.

Men vi var unge og bøjelige, og der skete som regel ikke noget ved det; men det værste var, at slæden ikke mere kunne bruges den dag. Dele måtte hjem til ”hovedreparation,” hvilket betød, at vi måtte finde mere tømmer og flere rustne søm., og vores tunge slæde blev endnu tungere

Jeg tror ikke, at der nogensinde var en aftale mellem de unge mennesker, om hvornår de ville samles på slædebakken igen. Kun meget få havde adgang til en t‹:1efon, og det var heller ikke i kirken eller søndagsskolen, vi så de andre. Mange af dem kom ikke nogen af disse steder, hvis de kunne undgå det, og selv om vi så dem, skulle vi alligevel hjem til middagsmad først og så skifte tøj, og derefter spørge om tilladelse til at få fri. At vi havde kreaturer, som skulle passes, fik vi aldrig lov til at glemme ret længe, og selv om vi ikke mente, at det var vores tur til at se efter heste eller køer eller grise eller høns, så var det sommetider vores tur alligevel.

Min første tur til ”æ Hollands bakker” står meget tydeligt i min hukommelse, jeg var en genert og forsagt lille fyr på godt fire år, og det lod til, at hele flokken af de store børn skulle ud med slæden denne søndag eftermiddag. Jeg husker også meget tydeligt, at mor sagde til Åge og Viggo, at de skulle tage mig med. De var ikke særlig villige, de syntes jeg var for lille; men de tog mig med alligevel; men det var alt hvad de gjorde. De havde en meget munter tid op og ned ad bakken sammen med de andre børn, mens jeg stod alene på bakketoppen og prøvede svært på at se det morsomme ved det alt sammen. Jeg begyndte at fryse, og ønskede mig tilbage til vores varme stue, men jeg kunne ikke gå hjem alene, så jeg blev bare stående og rystede af kulde. Pludselig kan jeg mærke en dejlig varme løbe ned ad mit ene ben, men først senere mærkede jeg, at det slet ikke føltes så godt mere. Så hører jeg en af de store piger fra Hollands råbe: ” Åge kom her, Peder hår peest i æ bovser,” og endelig viste Åge sig som en god storebror. Han tog mig ved hånden og bragte mig hjem til den varme stue, som jeg var meget mere interesseret i.

En ting var bedre end den varme stue og det var ”æ bette vholl”. Imellem komfuret og stuevæggen var der lige nøjagtig plads til en lille fyr som mig. Man kravlede ind i hullet baglæns, og havde så den varme komfur på højre side, mens man sad med ryggen op mod den varme skorsten. Den overbyggede afsats fra komfuri til dagligstue væggen gav os tag over hovedet. Denne afsats var til stor gavn for mor, når hun havde travlt ved komfuret og manglede plads til at sætte gryder og pander.

Mange glade børnetimer blev tilbragt i køkkenet, og ”æ bette vholl” var som regel centrum for vore børnelege. Det var både fristed og gemmested, det var stald for vore kreaturer” og meget meget andet. Tit og mange gange har jeg siddet der med n bamse, medens Marie Sørensen og mor sad ved køkkenbordet og fik en sludder over en kop kaffe.

Men så var der også ”æ bette stow. En stor flok børn havde alle haft deres tur i børneværelset, men nu var vi for det meste store nok til at sove i et af loftsværelserne, den normale prosession op ad loftstrapperne blev kun fremskyndet en lille smule, og nu var der kun Emma tilbage nedenunder, og mor mener at dette værelse i det sydvestlige hjørne af huset ville gøre meget mere gavn som en lille hyggestue, hvor hun kunne have sit sy og strikketøj og måske også tilbringe en stille stund engang imellem.

Far gik med på ideen, og sengene, hvor vi havde svedt vore høje febergrader væk, blev taget ud, og en ny kakkelovn blev sat ind. Væggene blev tapetseret og værelset møbleret, og mor fik den dejlige stue hun havde drømt om. Den lune og hygge, som mor havde ventet, fik hun i fuld mål. Vinduerne vendte mod syd og var i læ fra den kolde nordøstlige og nordvestlige vind, som vi havde ret tit om vinteren. Hun fik dog ikke lov til at have stuen for sig selv, hvad hun nok heller ikke havde ventet.

Far kunne lide at sidde derinde med avisen om aftenen, mens mor slappede af med sit strikketøj. Med så mange drenge i familien var der altid et par fødder, der kunne bruge et par nye sokker. Alting åndede tryghed, fred og hygge i vores lille stue, jeg tror meget mere end man kunne vente at finde i et større rum.

Med hensyn til os børn var det altid et problem, hvordan vi skulle tilbringe vores fritid, efter at vi var færdige med vores lektier for næste skoledag. Radioen, det store under, var endnu ikke kommet til vores hjem, men der var aldrig mangel på underholdning. Vi kunne altid hitte på et eller andet, som vi kunne fornøje os med. Så vidt jeg husker, var Viggo kommet ud at tjene, så der var Elly, Dora og mig. Emma var endnu for lille til at være med i vore lege. Vi havde ikke meget legetøj, og derfor var det meget bedre at lege sammen.

Den nye kakkelovn havde vinduer af Marieglas i den nederste dør, og i mørkningstimen tilbragte vi børn megen tid med at ligge på gulvet, mens vi betragtede den flammende ild i kakkelovnen. For vores mor var mørkningstimen næsten en hellig stund. Den halve time førend lamperne blev tændt var tit den eneste tid på dagen at mor kunne slappe af lidt, og selv da vi var ret små, havde vi fornuft nok til at gå stille med dørene, som man siger, mens mor i tankerne besøgte dem af hendes søskende, som boede langt væk som i Sønderjylland, København og Bornholm.

Disse afstande syntes dengang at være næsten uoverkommelige, og det var meget sjældent at disse søskende så hinanden, og efter som årene går er der en voksende børneflok, som er ude at tjene, og selvom de endnu ikke er så forfærdeligt langt væk, hvad afstanden angår, så er de alligevel udenfor mors rækkevidde, og nu kan hun kun håbe og bede til at alle disse unge mennesker må have det så godt, som nu omstændighederne tillod det dengang, og at de vil huske at bede deres aftenbøn.

Og at den indflydelse, som de har været udsat for i hjem og søndagsskole, vil holde dem på den lige men smalle vej, som fører til himlen. I hver eneste generation siden Adam og Eva har forældrene sikkert haft nogenlunde de samme tanker og bekymringer for deres børn, og dette vil sikkert aldrig ændres, så længe vi får lov til at gå på denne jord.

Vore forældre har nu en virkelig stor børneflok; seks drenge og fire piger, og alle lader til at være sunde og raske. Det var ret almindelig i disse tider, at man kunne se en flok på et helt dusin og endda flere i nogle hjem. Men det var også ret almindeligt, at døden gæstede disse børnerige familier. Sygdomme og epidemier af forskellige slags til lands næsten hver vinter.

Hvis det var meget slemt blev lægen tilkaldt, men der var som regel ikke ret meget, han kunne gøre. Epidemien gik sin gang gennem sognet. Nogle børn blev mere syge end andre; feberen rasede, barnet blev svagere, og når krisen kom, var der ikke kræfter i den lille barnekrop til at modstå sygdommen længere. Det lille hjerte holdt op med at slå, og så var striden forbi.

Forældrenes lange søvnløse nætter og deres bønner og håb var alt sammen forgæves. Nu må de gå den lange og tunge vej til kirkegården, og så er der kun sorgen og minderne tilbage. Mangen far og mor har prøvet det før, men det hjælper ikke spor. Selv om man har aldrig så mange børn, så kan man alligevel ikke forlene sig med den tanke, at et eneste af disse børn en gang skal forlade hjemmet i en ligkiste. Nu er sygdommen kommet til vores hjem, og det er vores far og mor som har haft mange søvnløse nætter, og det er dem, som på deres knæ har bedt til Gud gang på gang, at han vil skåne og bevare deres lille pige, som nu ligger med høj feber.

Jeg er endnu kun en lille fyr, men jeg føler, at noget meget alvorligt er ved at ske i vores hjem. Hjemmets tryghed har forladt os. Far og mor er ikke som de plejer at være, og selv de større børn i familien går rundt med lange ansigter, og en meget ubekvem stilhed hviler over hele huset. Maden kommer godt nok på bordet, som den plejer, men ikke til de sædvanlige tider, og alle sidder stille omkring bordet, medens de gumler maden, der slet ikke smager, som den plejer.

I dag har mor set Emmas kære lille ansigt for sidste gang. Kisten er blevet lukket. Der er mange mennesker både i huset og udenfor. De venter på at kisten skal komme ud, så de kan danne ligfølget. De yngste børn skal blive hjemme, og vi står nu i dagligstuen ved døren ud til køkkenet. Døren er åben inde til ”den pæne stue”, og vi holder vores opmærksomhed på, hvad der sker derinde. Vore tre ældste brødre Laurids, Jens og Otto sammen med vores fætter Jens fra Hvirgeltoft står omkring kisten. Disse fire skal bære kisten til kirkegården, og på grund af den korte afstand fra vores hjem vil alle være til fods.

Nu begynder de at synge, og langsomt kommer de ud gennem dagligstuen og forgangen. Far og mor kommer lige bagefter kisten, og deres ansigtstræk er fortrukket af sorgen. Det er nu anden gang, at de må gå denne vej, selvom vejen i virkelighed er kort, så følte de sikkert at vejen var lang, og selv en lille kiste kan også være en tung byrde at bære.

Elly og Dora har begge en dukke, og jeg har en hest, som kan spændes for en vogn. Hesten er lavet af træ, og den var engang malet i pæne farver, men nu er malingen næsten slidt af, fordi jeg har leget så meget med den. Vognen er også lavet af træ og var fint malet; men nu er den blevet ensfarvet; ja, den plejer også at have fire hjul. Nu har den kun tre. Jeg tror ikke, det var Åges mening at træde på min vogn: Han sagde, at han var ked af det.

Vi har leget med de samme ting hele vinteren; men nu er det sommer, og så kan vi lege med vore ”hestesko og whollbo køer” Når en gammel hestesko bliver slæbt rundt på enden af en snor, bliver den til en hest: En sten på størrelse med en knyttet barnehånd bliver til en ”vhollbo ko,” men kun hvis der er en hul gennem stenen, da denne ko også skal på tøjr, fordi vi ikke har en indhegnet mark til vore ”dyr” Sommetider finder vi mindre sten med hul i, og hvis stenen er så lille som et dueæg, er det en kalv, men det kan også være et får eller lam, hvis den er meget lille. Hvis stenen er på størrelse med et hønseæg, bliver det til en stud, ja, den kan nu også godt blive til en kvie, det kommer an på, hvad vi mangler mest.

Vore ’Heste og kreaturer” bliver sat på græs hver morgen, og da de står på tøjr, skal de flyttes mindst to gange om dagen, og så sætter vi dem på stald om aftenen, før vi går i seng. Vi ville ikke kunne sove om natten, hvis vi vidste at vore ”dyr” var udendørs, hvor det måske bliver både vådt og koldt.

På fars mark er der tre gravhøje fra Vikingetiden. En er i søndermarken ved skellet mellem Hollands mark og fars mark, og den haj kalder vi ” æ sønderhyw”. For mange år siden blev noget af jorden taget væk fra højens top, og der havde vi børn så en flad mark, hvor vi kunne sætte vore dyr på græs. I syd og østsiden af højen havde vore ældre søskende udgravet en del jord, så der var flere afsatser, hvor Elly, Dora og jeg nu hver havde en lille mark eller en have med blomster og grønsager. Jorden var vist meget udpint, da vores afgrøde var lille til trods for vore anstrengelser.

Vikingerne kendte nok ikke til brug af kunstgødning, og selv om vi havde mange “kreaturer” på højen, så var det ikke den slags, som kunne give os lidt staldgødning til vore marker på højen. Vi havde god udsigt fra vores høj. Mod syd kunne vi se langt ud over skoven, som er Danmarks største nåleskov. Mod nord kunne vi se langt op i sognet, og mod øst kunne vi se næsten helt ud til sognegrænsen på en klar dag, men mod vest havde vi den bedste plads nogen kunne have ved solnedgangs tide. Mange gange sad vi side om side, og så solen langsomt synke i ‘Havet’ og aftenhimlen gløde i de sidste solstråler.

Sidste vinter skete der noget, som satte sig fast i min hukommelse. Vores nabosøn Kristian Sørensen sagde, at han ville rejse til Canada, og det var i hvert fald ikke en god nyhed for hans forældre. Vi så Kristian ret tit de sidste måneder, før han rejste. Jeg husker hans krøllede hår og hans brede smil. Når han så mig, nussede han mig i håret og hans smil blev endnu bredere. Han havde ikke bondekarlens tunge gang over jorden, men han flyttede sig i lange “svansende” skridt, hvilket jo nok også kunne blive nødvendigt, hvis han ville så langt væk som til Canada.

Nu er det sommer igen, og sidste april blev jeg seks år gammel, og jeg synes, at hele min verden er begyndt at blive større. Marie Sørensen er her for at besøge mor, og de sidder i køkkenet, og mens de har en kop kaffe, fortæller hun om det store land, hvor Christian nu er. Vi har hørt lidt om Amerika, fordi far har to brødre der, ja, en overgang tre: Otto, Peder og Johannes.

Peder kom tilbage, han kunne vist ikke lide at være derovre sagde han; men måske havde han hjemve, men Canada kender vi ikke meget til. Jeg sidder på skamlen, som plejer at stå i ” æ bette wholl.” Jeg trak den frem, så jeg ikke behøvede at bøje nakken på grund af afsatsen fra komfuret; jeg er nemlig blevet større nu. Jeg trak også skamlen frem, så jeg bedre kunne høre, hvad Marie Sørensen fortalte mor. Marie har nemlig en lav og blød stemme: Jeg lytter med åbne ører, og det lyder alt sammen som et eventyr. Hun fortalte om de store afstande og de store marker, og i et forspand har de ikke bare to eller tre heste som os, men seks eller otte heste for en plov og så skifter de endda heste midt på dagen. Jeg kan se mor lytter også og hun ryster på hovedet, men vi sluger hvert eneste ord, og det kunne aldrig falde os ind at tvivle bare en lille smule på, hvad Marie siger.

Nu har Elly gået i skole et helt år. Hun begyndte i 1927, og næste år er det min tur. Jeg har allerede fået Ellys A.B.C., og jeg har kigget lidt i den. Der er billedet af en hest, en ko og en so. Koen og soen kommer nu altså først. Hesten skal vente til lidt senere siger mor, fordi der er flere bogstaver i hest end der er i både ko og so. En kat kommer også før end hest, og den kommer også førend hund, vistnok af samme grund, tror jeg nok. Min mor siger også, at jeg ikke må bekymre mig for meget om alt dette endnu, fordi der er masser af tid, og når vinteren kommer, kan hun få tid til at hjælpe mig, og det er jeg glad for.

Nu er vi hen på sommeren i 1928, og indtil nu har det været en sommer, som vi vil huske i lang tid. Vi har nu en gedebuk, og vi kalder ham Mads. Elly, Dora og jeg leger meget med ham, det er sjovere end at lege med ”hestesko og whollbokøer. ” Vi har slet ikke glemt dem, men de har vist slet ikke den pasning, som de er vant til.

Vi sidder omkring Mads, når han spiser græs. Han har en snæver lille kæbe, som han kan åbne og lukke meget hurtigt. Han tager en stor mundfuld græs, som han river af i en fart, og så står han og kikker på os, mens han tygger den dejlige grønne og saftige mundfuld. Jeg har prøvet at stå på alle fire ved siden af ham, og ladet som om jeg også var en gedebuk, men det bryder han sig slet ikke om, og hvis jeg ikke holder op, bukker han mig. Sommetider bukker han mig lidt for hårdt og jeg skynder mig så at vende enden til. Det gør ikke så ondt, som når han rammer mig i siden alle andre steder.

Et eller flere kæledyr burde have plads i ethvert barns liv, hvis omstændighederne tillader det. I vores hjem havde vi flere af dem i vores barndomstid, og selv om der var et tilhørsforhold mellem et dyr og et barn, delte vi alligevel mere eller mindre. Katten ’Nille” tilhørte afgjort Elly, men på grund af dens spøgefulde natur var den til megen sjov og fornøjelse for hele familien. Den kom i vores hjem som en lille killing, og lige med det samme kunne vi se, at der vist ikke var nogen grænse for dens energi. Mor syntes ikke at dyr af nogen slags skulle være i køkkenet; men med Nille var det en anden sag. Fordi den var så lille, kunne vi selvfølgelig ikke bare lade den være i stalden ved de andre katte, og Nille fik lov til at sove i sin lille kasse i ”æ Bette wholl”.

Knud og Grethe på Fruerboel

Gamle Knud på Fruerboel døde i vinter, og far siger at det går ad Pommern til. Jeg ved ikke hvor Pommern er, men der er ingen der ved, hvem der er mand på gården. Der er nemlig ingen mand. Et kvindemenneske har vist sig, og der er vist ingen der ved, hvor hun er kommet fra. Hun hedder kun Grethe, så vidt vi ved, og ikke andet. Men hun har taget tøjlerne, og der er ingen af tjenestefolkene, der vil arbejde for hende.

De siger, at hun er en heks, og at hun har en bog, som er skrevet af djævelen selv, og fordi hun har bogen, og er en heks, behøver hun ingen hjælp. Der er troværdige folk, som vil sværge på, at de har set hende både pløje og så en meget stor mark på en nat. Andre folk, som vist også er ret troværdige, så hende nu her i høstens tid køre ind ad ladeporten med et meget stort læs kornneg, og to minutter senere kører hun ud ad ladeporten i den anden ende med de samme heste og samme vogn; men nu er vognen tom. Min storebror Jens sagde, at han kunne tænke på et par bønder i sognet, som sikkert gerne ville låne Grethes bog.

På besøg hos Kræ Wollesen og Siliane

Så banker jeg på den dør, og en stemme fra den anden side siger: ”Kom.” Jeg åbner døren og træder ind og ser et fattigt udstyret rum, som ser ud til at være både køkken, stue og soveværelse i et. Foruden komfuret var der et bord med tre stole som stod ved vinduet, på den modsatte væg var der nogle hylder og underneden stod en dragkiste. Langs endevæggen, som var modsat komfuret, stod en stor dobbeltseng med en lille skammel foran sengen.

Det så ud til at alle møbler var hjemmelavet og af råt træ, som er begyndt at blive blankt på de slidte steder. Her og der var der knager på væggen, hvor man åbenbart kunne hænge alle mulige forskellige ting. Over sengen var der et billede af Jesus i en hjemmelavet ramme, men ellers er der ingen billeder på væggen, som vi har i vores hjem. Da mine øjne har været hele vejen rundt i værelset, tænker jeg, at der nok ingen er hjemme, men så ser jeg to runde ansigter i sengen, og ikke ret meget andet.

Jeg kigger på dem, og de kigger på mig, og så kommer der en arm frem, og håndens pegefinger vinker mig nærmere. Jeg er for genert til at træde nærmere, og spørger bare efter Matilde. Fingeren peger mod vinduet. Jeg kigger ud og ser Matilde komme fra deres lille mark med to geder, som har stået på tøjr i det sparsomme græs på hedejorden. Nu skal de så nok ind for at blive malket, førend de bliver sat på bås for natten i det lille tilbyggede brændeskur.

Jeg har før været i fattige hjem, men jeg har aldrig set et hjem så primitivt. Dog er det hus og hjem til tre mennesker, og de to gamle er sikkert glade og taknemlige for at have tag over hovedet, en varm seng at sove i, og en datter som er villig til at ofre sin tid på sine gamle forældre. Matildes bror Ole var en ret flink fyr til at besøge sine gamle forældre og sin søster. Vi så ham tit cykle forbi vort hjem om aftenen på vej til hedehuset, og jeg var imponeret af at se hans lange stærke ben trampe i pedalerne i medvind og modvind.

Af en eller anden grund lod der til, at være en fejde mellem ham og de større drenge i nabolaget. De større drenge fra vores hjem, og Villy Thomsen, som var Åges gode ven, og sommetider en eller to mere, mødtes af og til ved ”Buesbols have,” for at sludre og sommetider for at lave kunster, som vi kaldte det. En tør grøft løb forbi deres mødested, og i koldt og blæsende vejr var det et godt sted at sidde i læ. De kunne holde øje med vejen, for at se om Ole ville komme forbi, og når han kom, råbte de sommetider efter ham, og det var ikke noget, som de havde lært i søndagsskolen.

Dette foregik som regel, når det var mørkt eller halvmørk, og det er måske også derfor, at den slags bliver kaldt ”mørkets gerninger”

For en gangs skyld havde jeg fået lov til at komme med, og da Ole viste sig et stykke henne ad vejen, springer drengene i grøften og mig bagefter, og da Ole glider forbi på sin cykel råber drengene i kor og af fuld hals: Wolle W-e-e-k wolle w-a-a-k Wolle brummel i æ b-a-a-k- Wolle H-Ø-N-E-R-Ø-V. Og det sidste ord kunne sikkert høres over hele sognet. Denne gang var det for meget for Ole, han bremser og snurrer rundt som en top, og kommer efter os i fuld fart. De store drenge var lige så hurtige som Ole, de kom op, og ud af grøften som raketter, og mig efter dem, men desværre var jeg ikke hurtig nok. Ole griber mig, og hvad han sagde til mig, havde han ikke lært i søndagsskolen heller.

Så rystede han mig godt igennem, og min seksårige krop var stiv af skræk. Først ville han vide, hvor de store drenges gemmested var, men jeg kunne bare pege ud i mørket. Så ville han vide, hvad vi havde råbt, og igen pegede jeg ud i mørket. Jeg blev rystet igen, men for det første kunne jeg slet ikke huske, hvad drengene havde råbt, og for det andet forstod jeg ikke, hvad det betød. Efter endnu en kraftig rystelse forstår jeg, at jeg skal sige et eller andet, og så farer det ud af mig.” Ole, du er en hønerøv.”

Så sagde Ole noget, som han ganske afgjort heller ikke havde lært i søndagsskolen, og så fortsatte han på sin vej hjem, og heldigvis blev det enden på den historie.

Kræ Wollesen (K. Wolchek) døde 1933 — 75 år gammel. Hans kone Siliane døde 1932 — 76 år gammel Deres datter Matilde døde 1942 — 58 år gammel Deres søn Ole Olesen døde 1973 — 74 år gammel.

Snart i skole

Ja, der skete vel nok meget i 1928, og det ser ud til at der vil ske lige så meget, og måske endda mere i 1929. Først vil jeg fortælle om det vigtigste: Den 23. april bliver jeg 7 år gammel, så skal jeg i skole, og det glæder jeg mig til. Det lyder ret spændende, i hvert fald når jeg lytter til, hvad Elly har at sige om det. Hun har snart gået i skole i to år, så hun må vide, hvad hun snakker om. Jeg fik hendes ABC, og den ser i hvert fald ud til at være godt brugt. Jeg ved allerede hvordan man staver ko og so, ja endda hund og hest, som jo da har flere bogstaver.

Min mor har hjulpet mig meget nu her i vintertiden, og det er ikke så svært, som jeg engang troede det ville være. Vi har en lille bog på hylden, som hedder ”Flugten til Amerika”. Ved Ellys hjælp kan vi godt læse det meste af bogen, vi kunne bare ikke forstå, hvorfor de to små drenge ville flygte til Amerika, når de havde det så godt her i Danmark. Men vi trak vejret meget lettere da vi fandt ud af at de ikke kom afsted.

Jeg må vist hellere fortælle jer noget, som nok er mere vigtigt end det, at jeg bliver syv år og skal i skole.

Laurids rejser til Canada

Det er nu sent på vinteren 1929 og vores mor er lidt tung om hjertet. Sagen er nemlig den at fars og mors ældste søn, vores bror Laurids, og en af sønnerne fra Nørre Lund, har fået den tossede ide, at de vil rejse til Canada.

Der har været megen snak frem og tilbage i lang tid, og vores mor var ikke spor glad for det. Laurids var kun 19 år gammel, og hun syntes at han var alt for ung til at vove sig ud i sådan noget, der kunne ske så meget.

Der var jo da for det første det store hav, og man havde hørt om forfærdelige storme, og om skibe som gik ned med mand og mus. Og der var da også vilde dyr derovre, og man havde hørt historier om folk, som for vild i det store land, hvor der kunne være så forfærdelig koldt om vinteren. Men så havde hun prøvet på a1 slå sig til ro med at det går nok alt sammen. De var så unge de fyre og måske glemte de det hele, og hvorfor tage bekymringerne på forskud, men så i dag faldt bomben.

Postbudet kom med en stor konvolut og den var adresseret til Mr. Laurids Hansen, og senere viste det sig at mors bange anelser slog til. Konvolutten indeholdt billetten og en indrejsetilladelse til Canada, og det var derfor, at mor trængte til at snakke med en forstående sjæl. Jeg var der godt nok, men jeg var ikke megen hjælp da jeg kun var en lille fyr, som ikke engang gik i skole endnu. Jeg anede intet om Canada, jeg vidste ikke engang, hvilken vej man skulle gå, for at komme til Canada. Jeg spurgte min søster Elly, som jo går i skole, men hun lod sig ikke mærke med, at hun havde lært noget om Canada.

Så prøvede jeg min store søster Anna, og hun vidste god besked. Hun sagde, at Laurids skulle rejse med tog helt ned til Esbjerg, og så skulle han med skib til England, og derfra skulle han med et meget stort skib til Canada, og hun mente de skulle løbe i havn i en by som hedder Halifax. Derfra skulle han rejse med tog i otte dage og nætter. Når man så huskede på, at han allerede den gang havde været på rejse i næsten to uger inden ankomsten til Halifax, så kunne enhver da sige sig selv, at han ville være meget langt væk og ikke kunne komme hjem hverken til jul eller påske. Det var ikke så sært, at mor var tung om hjertet.

Så kom den skæbnesvangre dag, da Laurids måtte tage afsked med os alle i hjemmet. Det havde vist været meget svært. Han skulle afsted tidligt om morgenen, mig havde han ikke sagt farvel til. Mor mente, det var fordi jeg sov, og at han ikke ville vække mig, men jeg tror, det var fordi, at han ikke havde flere tårer tilbage. Jeg vidste godt, hvad der skulle ske den dag, og jeg vågnede tidligere end sædvanligt, og skyndte mig ned i køkkenet. Mor stod ved køkkenbordet og kikkede ud af vinduet imod nord; jeg gik hen for at se, hvad hun kikkede efter, og der var Laurids med sin håndtaske i rask gang på den gamle kirkesti. Han var på vej op til Nørre Lund for at mødes med sin rejsekammerat, og jeg tænkte, at om nogle få minutter ville hans mor nok også have tårer i øjnene. Vores far var kørt i forvejen med de store kurvekufferter for begge de to rejsende, og da han kom tilbage, sagde han ikke ret meget. Der blev i det hele taget ikke snakket ret meget i hjemmet den dag.

Nu er Laurids i Canada, og vi synes i grunden, at han har været væk i lang tid. Vi har et postkort, som han sendte fra Halifax. Det var skrevet, da han var på vej over det store Atlanterhav, og han fortalte om, hvad man kunne gøre på et stort skib, når man bare sejlede i mange dage og nætter. Han sagde ikke rent ud, at han allerede havde hjemlængsel, men jeg syntes, at når mor læste brevet for mig, så lød hendes stemme, som om han havde hjemlængsel. Han skrev også, at han sammen med nogle unge fyre fra Norge havde sunget: ”Hjem hjem, mit kære hjem” Mon ikke, at nogle af disse unge fyre havde tårer på kinden, da de sang denne skønne sang?

Nu har vi fået flere breve fra Laurids. Det tager lang tid for et brev at hjemme den lange vej, og Elly og jeg snakkede om, at vi nok skulle skrive julehilsen til Laurids ved påsketid, og påskehilsen ved juletid for at være sikker på, at brevet ville nå frem i tide. Laurids skrev også, at han straks fik arbejde på en stor malkefarm i Syd Saskatchewan. Jeg syntes, at det var mærkeligt, at han var der, det var da meningen, da han rejste hjemmefra, at han skulle til Canada! Senere fik jeg at vide, at Saskatchewan er en provins i Vest Canada, og det var jeg glad for, for så var han jo ikke rejst den forkerte vej.

Skolegang i Søndre Skole

Jeg sidder ved bordet i dagligstuen, og mor er i bryggerset, hvor hun vasker tøj. Matilde Olsen er her ikke i dag, og derfor ved jeg, at det ikke er storvask, så det er hvad mor kalder klatvask. Når det er storvask, bliver ilden tændt under gruekedlen meget tidligt om morgenen, og så går det ellers på livet løs med at koge, skrubbe, skylle og vride tøj i lange baner, og hvis vejret er så godt, at mor eller Matilde kan hænge tøjet ud og få det tørret samme dag, så smiler de begge to, og er meget tilfredse med hvad de har opnået, og Matilde kan være sikker på lidt ekstra i posen, som hun kan tage med hjem.

Hendes løn for dagens arbejde er som regel en daler (to kroner), men der er som regel altid plads til en gammel hane til suppegryden og lidt fra saltkarret, såvel som lidt grøntsager fra haven. Sommetider har jeg plukket vintergækker til en lille buket til hendes gamle far og mor, og måske noget andet om sommeren. Så er Matilde sikkert træt, men hun skal alligevel hjem for at malke og fodre sine geder, og de to gamle mennesker vil nok også gerne snakke med Matilde et stykke tid, så de kan vide lidt om, hvad der sker ude i den store verden.

Men hvorfor sidder jeg ved bordet i dagligstuen?

Jo sagen er nemlig den, at jeg snart skal i skole; meget snart, og jeg synes, at der er mere i min ABC, som jeg ikke kender ret godt. Når jeg kører fast, løber jeg igennem køkkenet, fordi mor er i bryggerset, og hun er meget flink til at hjælpe mig. Vores nabodreng Niels Mølgaard skal begynde i skolen samme dag som mig. Jeg ved ikke hvor langt han er kommet i sin ABC, men jeg kunne godt tænke mig at være en lille smule foran. Men der er sikkert mange andre drenge og piger, som også gerne vil være lidt foran os andre.

Nu er Elly kommet hjem fra skole, og hun har lovet at hjælpe mig, fordi hun ved mere end mig. Om tre år er det Doras tur, så bliver det nok bedst, at jeg husker at hjælpe hende, ligesom andre har hjulpet mig.

Vinteren 1929 går mod ende

Nu er vinteren 1929 snart forbi, og vi glæder os til foråret, men jeg har været så optaget af flere ting, at jeg helt har glemt at fortælle om de fantastiske snestorme vi har haft.

Der var snedriver så høje som huse, og det tog lang tid inden sneen var smeltet. Vi havde ellers meget sjov i vinter. Vi behøvede ikke at gå ned til ”Hollands bakker”, fordi vi kunne kælke ned ad den store drive lige syd for laden. Vi gravede også tunneller og huler i snedriverne. Mor var bekymret for, at vi skulle blive begravet i sne, hvis det skulle falde sammen, men far sagde, at der ikke var nogen fare. Sneen var meget hård, fordi den havde blæst ind, og det var hvad vi gerne ville høre. Om aftenen havde vi lygter og lamper i vores snehuler.

Laurids og hans rejseplaner var delvis grunden til at jeg glemte at fortælle om de store snedriver. Men Laurids var tit hjemme om aftenen og hjalp os med at grave i sneen, og det gjorde det hele meget lettere.

Der var også mergelgraven lige nord for vores hjem. Vi skøjtede i vores jernbeslåede træsko, fordi vi ikke havde rigtige skøjter. Der var megen latter og støj, og børnene kom fra nabolaget for også at være med.

Laurids var jo dagens mand, det var jo ham som havde store rejseplaner, og mange af de unge mennesker kom for at snakke med ham. Vores skolelærer havde en tjenestepige som hed Karen. Jeg ved ikke, om hun kunne høre, når vi var på isen, men hun havde en vis evne til at vide, hvornår Laurids var ude sammen med os. At hun var glad for Laurids, vidste vi alle.

Jeg har grund til at tro at den eneste, som ikke vidste det, var Laurids. Og det var mig en gåde, hvordan han kunne undgå at vide det, fordi drilleri var ikke ukendt dengang. Karen blev drillet meget af os yngre børn, når vi på en månelys aften så hende i silhuet komme over bakketoppen. Så var vi unger parat, når hun nåede frem. Hun var en meget sød ung pige, og vi kunne alle godt lide hende.

Der er igen sket meget siden sidst. Den store snedrive syd for laden er helt smeltet væk, og far har allerede for en tid siden sagt, at vi skulle holde os væk fra mergelgraven, da isen var ved at være usikker. Jeg var i haven i går, og der var virkeligt flere tegn på forår. Vintergækkene var længst fremme, og det er da helt sikkert, at vinteren nu er forbi.

Men på den kedelige side er der det, at vi savner Laurids meget og mærkeligt nok, vi har heller ikke set Karen i lang tid. Mor kan fælde nogle tårer i hendes eget hjem, når nabokonerne kommer for at dele mors sorg og savn over en kop kaffe, men Karen må nok gå andre steder hen for at fælde sine tårer, når hun er alene og i stilhed.

Nu er der så fire nabodrenge, som er rejst langt fra hjemmet: Kristian Sørensen, Peder fra Nr. Lund og Laurids er alle i Canada, og de skriver til deres familie derhjemme. Det er en hel anden sag med Kresten fra Nr. Lund – Laust og Stinnes ældste søn – han rejste til Argentina for lang tid siden, og hans familie har aldrig haft et eneste livstegn fra ham, og deres forsøg på at finde ham gennem konsulatet har ikke hjulpet. Jeg kunne tænke mig, at det er en af grundene til, at vores far og mor er tunge om hjertet, når de tænker på deres søn, som er så langt ude i det fremmede.

Når vi så havde aften andagt i hjemmet, beder far hver aften at Gud vil holde sin beskærmende hånd over alle vore børn fjern og nær

Der er ingen tvivl om at far og mor tror fuldt og fast på bønnens magt. Det gav mig en følelse af tryghed at far inkluderede alle deres børn i sine bønner, men i mit drengehoved fik jeg den tanke, at hvem ville bede for os, når far ikke er her mere. Så kom jeg til at tænke på, at Gud sikkert ikke sætter nogen grænse på den tid, at fars bønner vil blive hørt, enten vi nu er i Canada eller Danmark, og måske vil det endda række over mange generationer; det vil vi i hvert fald bede om.