Fabjerg Sogn – følger med tiden
Fabjerg Sogn er et sammenhængende landområde på 3.363 hektar og med en befolkning på knap 500 personer. Sognet ligger i Vestjylland nær Lemvig, og det er et område med dybe rødder og et levende lokalsamfund. Sognet har gennem århundreder udviklet sig fra et landbrugsdomineret samfund til et moderne lokalsamfund, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd.
Historiske rødder
Frem til 1856 var der et fælles sogneråd for Fabjerg og Gudum sogne, men i 1856 blev der efter ønske fra en stribe af Fabjerg-boere etableret et selvstændigt sogneråd i Fabjerg. Kirkeligt fortsatte man dog traditionen fra gammel tid med at have fælles præst for begge sogne.
Sognet har været præget af klassiske vestjyske træk som ufrugtbare lyngheder, vandlidende områder med mosehuller, gamle slægtsgårde, der over tid blev splittet op, når der var flere om at arve, og dermed var der en stærk tilknytning til jorden. Fra gammel tid lå sognets skoler ude på landet, hvilket også ses i nabosognene, og da alle (bortset fra skolelærerne) i en eller anden grad var beskæftiget i landbruget eller med et erhverv, der var afhængig af landbruget, så har der ikke været en samling af huse, der udgjorde en landsby før omkring år 1900, hvor vejen fra Lemvig til Struer blev anlagt.
Klosterheden, som i middelalderen tilhørte Gudum Kloster, blev brugt til lyngslåning og ekstensiv dyrkning. De tidligste beplantninger fandt sted i slutningen af 1800-tallet, men det var først i 1920’erne og 1930’erne, at tilplantningen tog fart. Der blev opkøbt og tilplantet hedearealer og nordkanten af skoven blev nærmest trukket efter en lige linje med nogle undtagelser. Samtidig blev arealerne, der stødte op til skoven opdyrket ved brug af heste og plov.
Kultur og uddannelse
Skolevæsenet har spillet en central rolle i Fabjergs udvikling. Allerede i 1827 blev der opført en lærerbolig med skolestue ved Fabjerg Kirke, og i 1882 blev der bygget en ny skole centralt beliggende imellem gårdene i den nordre del af sognet. Kirken har været et kulturelt og åndeligt samlingspunkt, og lokale fortællinger vidner om et rigt liv med stærke personligheder og lokale traditioner.
Såvel lærerne som præsterne, der var uddannede personer, tilførte strømninger udefra som medvirkede til at give sognets børn og unge mulighed for at tilegne sig den viden og de praktiske og åndelige færdigheder, der blev afgørende for, at både andelsbevægelsen og industrialiseringen af samfundet kunne få fæste og udvikle sig.
Samfund og nutid
I dag er Fabjerg Sogn et moderne lokalsamfund, hvor frivillighed, fællesskab og lokal identitet stadig står stærkt. Godt hjulpet på vej af stærke lokale kræfter har personer med bopæl i Fabjerg og andre med tilknytning til sognet gang på gang bevist, at når man står sammen, så kan meget lykkes og blive en succes.
I Fabjerg sogn blev der tidligt bygget mejeri og brugsforening, forsamlingshus og missionshus, elværk, vandværk og telefoncentral – og beslutsomme personer i sognerådet har haft deres diskussioner om store og små spørgsmål fra sociale ydelser og vejanlæg til byggeri af skole og alderdomshjem i årene frem til kommunesammenlægningen i 1970.
Sognets forsamling sker i dag i sogneforeningen, der har stået i centrum, når svære beslutninger skulle gennemføres i forbindelse med brugsforeningens fortsatte overlevelse, etablering af et sognehus og børneinstitution, skolens og missionshusets fremtid. De resultater, som er opnået, kan vi alle være stolte af.
Nutidens Fabjerg rummer driftige beboere, der fortsat bidrager til ideen om, at der også i et landsbysamfund kan etableres en dagligdag, der giver mening for den enkelte familie – med skoletilbud, indkøbsmuligheder og et aktivt foreningsliv.
Fabjerg Sogn har formået at bevare sin historiske karakter samtidig med, at det har tilpasset sig moderne behov og livsformer.
23. august 2025 / Jes Lauritsen