Fabjerg Skakklub er oprettet før 1930 og eksisterede i nogle år frem. Der findes ikke i arkivet nogen registreringer om, hvem der var formand, kasserer og medlemmer ud over en protokol, der er ført fra 1930 til 1935.
Protokollen indeholder i skematisk form dels den interne vinterturnering i klubben, hvor årets klubmesteren blev fundet og dels er der ført lister over kampe mellem Fabjerg og andre skakklubber primært i Lemvig området, men også så langt væk som Raasted og Holstebro.
Den førstnævnte turnering i protokollen er mod Bækmarksbro i februar 1930.
Førstebræt spilles af mejerist Roesgaard, der taber sit første parti mod Poulsen fra Bækmarksbro, men han kommer stærkt igen og vinder i 2. parti. Fabjerg stiller med et hold, der består af 14 mænd. Der forekommer ikke kvinder i denne sport på det tidspunkt. De øvrige spillere fra Fabjerg er Peter, Christian og Erhardt Kubstrup, E. K. Mathiesen, Ejnar Friis, Peter og Christian Saugmandsgaard, Peter Kjærmark, Valdemar Nørgaard, Peder og Søren Tang, Niels Søgaard og en person, der blot benævnes med “Ørs”.
Turneringens 1. parti ender med et nederlag til Fabjerg på 2½ – 11½, men i 2. parti får Fabjerg-spillerne revanche og vinder 11 – 2, så matchen ender uafgjort 13½ – 13½.
Til klubmesterskabet i vinteren 1931 – 1932 er det J. K. Roesgaard (tidligere nævnte mejerist?), der vinder turneringen med 16 point foran Erhardt og Christian Kubstrup med hver 14½ point.
Fabjerg Skakklub formår at gå sejrrigt ud af de fleste turneringer mod omegnsklubberne. Dog kan man ikke hamle op med klubben i Lemvig, som der ikke er nogen registrerede sejre over.
I en stor turnering med 30 skakspillere på hver side i 1932 taber et kombineret hold fra Lemvig og Fabjerg knebent til et hold fra Holstebro med 15½ – 14½.
I den sidst protokolførte turnering den 29. marts 1935 taber Fabjerg til Lemvig med 7½ – 13½. Af nytilkomne spillere ses Arthur og Aksel Klemmesen, Niels Bjerre, K. Hauskov, Rahbek og Anders Kallesøe.
Protokollen kan findes i sognearkivets protokolsamling som nummer 56.
/Jes Lauritsen
Jeg har på et tidspunkt fået fortalt, at der blev spillet skak i kælderen hos Fabjerg Bageri. Når dagens arbejde var overstået i bageriet, blev der stillet et langt bord op, hvor skakspillerne kunne sidde overfor hinanden.
/Jes Lauritsen