Eva Møller Petersen er født 18. januar 1942 i Fjaltring, men flyttede 3 år gammel til Højlund i Fabjerg sammen med sin familie. Hun fortæller her om sin barndom og ungdom i Fabjerg indtil hun i 1961 flyttede til Schweiz og blev gift med Heinrich (Heini) Stäheli.
1 – Barndom i Fjaltring og flytning til Fabjerg
Jeg blev født på gården ”Kjærmark” i Fjaltring den nat, hvor det saltede Vesterhav fik is på, nemlig den18. januar 1942.
Jeg var barn nr. 14 og den sidste i børneflokken, men 5 af mine søskende døde. 3 døde som nyfødte og 2 brødre døde af sygdom. Den ene blev 3 år gammel og den anden 9 år gammel. Vi var så 8 piger og 1 dreng som voksede op sammen. (vi fandt senere ud af, at vi 4 yngste børn af familien, døbt i Fjaltring Kirke blev skrevet i Kirkebogen Petersen i stedet for Pedersen, som far hed.
Tyskerne havde dengang besat Danmark og vores gård var fuld af tyske soldater. Ved senere undersøgelser kom det frem, at en af de stakkels soldater havde Lungetuberkulose og dermed smittet os børn.
Vi 5 yngste børn kom på Julemærke Sanatoriet i Kolding i 1944, men på forskellige afdelinger. Jeg kom på spædbørns afdelingen, der lå i et andet hus, end der hvor de store lå. Sådan skete det, at jeg slet ikke kendte mine store søskende.
Mine forældre kunne ikke holde livet ud i Kjærmark uden børn, og de solgte deres nybyggede gård, så da min søster Jane og jeg var raske og kom hjem fra Kolding, var det til Højlund i Fabjerg. Det var en meget gammel bygning, der var bygget sammen med ko- og hønsestalden, så vi havde mange fluer og ”tusindben” der. Dem var jeg bange for.
Far begyndte dog hurtigt at planlægge en ny bygningen af stuehus på den anden side af vejen, men en ny lade og stald nåede han ikke at få bygget.
2 – Mine forældre
Mine forældre var Ane Kirstine Jensen, født i 1898 og Ingemann Møller Pedersen, født i 1888. Hun var kun 154 cm høj og han var 204 cm høj = 10 års alders- og 50 cm højdeforskel.
Det så sjovt ud, når de gik ved siden af hinanden. Far gik med store, langsomme skridt med hans hånd lagt på mors skulder, medens mor nærmest løb med mange små skridt for at følge med.
Min far, Ingemann, var også en meget stærk mand. Både i hans tro, væremåde og i sin opdragelse af os børn.
Da far kun gik i kirke til barnedåb, bryllup og begravelse, blev han derfor jo ikke set som et troende menneske. Jeg husker nu godt, at far hver søndag kom ind fra stalden, nyvasket og havde skiftet tøj, og satte sig foran radioen ved skråtobaksskuffen og fulgte der Gudstjenesten. Det kunne andre folk jo ikke vide noget om, og far var vist også fuldstændig ligeglad med, hvad de derom tænkte.
Jeg tror i dag, at Ingemann Pedersen var helt i rene med sig selv. Han troede og levede sådan, som han synes var rigtigt. Min fars ordsprog var jo ”Hvis vi alle deler, det vi har, er der nok til alle”. Og det levede han efter.
I dag tænker jeg, at min far Ingemann Pedersen “LEVEDE DEN URSPRYNGLIGE KOMMUNISME”.
Min mor fortalte, at far aldrig havde været syg. Han havde aldrig ligget i sengen én dag, men i oktober 1953 fik Ingemann Pedersen en hjerneblødning med lammelse i venstre side, og han døde efter kun 3 dage på Lemvig Sygehus.
Jeg var dengang 11 år.
3 – Fars dagbøger
Senere har vi fundet en del af fars dagbøger (desværre kun en del). De var skrevet i kladdehæfter, og da jeg som voksen læste det, lærte jeg min far bedre at kende. En meget stor bondemand, som skrev dagbøger om hans liv med sin første datter, som han vaskede og plejede, da hans første kone blev syg og døde.
En kæmpende mand for hans familie og hans tro på alt det, han synes der var rigtigt. En meget stor, stærk og til tider også hård mand med store og stærke følelser for mennesker, dyr og retfærdighed.
4 – Deleprincip og Æ Fynbo
Jeg husker, at far med hestevogn kørte rundt til bønderne i Fabjerg og fik en gruppe samlet, som var med til at købe landbrugsmaskiner, som de så brugte på skift og hjalp hinanden.
Der skulle 3 heste til at trække mejetærskeren. I Højlund havde vi 2, men gamle Stine var for træt til dette arbejde. Vores Klaus var ung og stærk og blev spændt for sammen med 2 heste fra de andre bønder.
Vores Klaus havde mange narrestreger både i hovedet og i benene og han anstiftede altid de andre to heste til at løbe løbsk med maskinerne bagefter. Mejetærskeren lavede dybe riller i asfalten, og efter høsten var der meget snak om, hvem der skulle betale hvor meget af reparationen af vejen. Heldigvis var Hans Nielsen i sognerådet også med i maskingruppen.
Nogle havde jo flere penge end andre, som så udlignede det med arbejdskraft. Maskiner, heste og håndkraft, som blev delt og gik på tur rundt. Det fik han gang i.
Far havde en ven – jeg tror fra soldatertiden – som altid blev kaldt ”æ Fynbo”. Han boede af og til ved os i Højlund og havde mange kister fuld af bøger stående ved os.
Han ejede frugtplantagen, som lå hele vejen bag ved Fabjerg stad. Da han rejste væk, overlod han det hele til os for, at vi skulle holde det i orden. Læhegnet rundt om stykket var af mirabeller, og der var pære, æbler, blommer og kirsebærtræer. Der var ligesom en varmere zone der i frugthaven.
Vi hørte derefter aldrig mere fra ”æ Fynbo”
5 – Min skoletid
Da jeg kom i skole, havde vi 2 skoler i Fabjerg. En i søndersognet ved kirken og den nordre skole, hvor jeg kom i skole. Vi var 5 piger det år nemlig Vibeke Bjerre, Eva Svendsgaard, Ingrid Prangsgaard, Eva Bækkedal og mig, Eva Møller Petersen.
De første 4 år gik jeg i skole ved Frøken Jørgensen (hun ville, at vi sagde Frøken).
Derefter kom vi over til lærer Linderoth, som ikke brød sig om os fra Højlund. Han var engang stødt sammen med vores far, fordi hans højre hånd, havde nemt ved at “svinge ud” i skolen. Min bror, Ingvard, var nok heller ikke altid nem at have i klassen, så han lærte denne hånd at kende.
Ingvard havde arvet vores fars sans for retfærdighed og ville altid hjælpe de svage i klassen. Dermed udfordrede han jo lærer Linderoth.
Efter Linderoth kom lærer Odgaard og begge var kirkesangere.
Jeg var tit syg som barn. Jeg havde hoste og bronkitis og måtte derfor ikke gå i skole. Men jeg elskede at regne, så regnebogen blev min følgesvend. Lå jeg i sengen, regnede jeg kapitel efter kapitel fra skolebogen og var derfor nået meget længere end mine klassekammerater. Derimod var jeg meget dårlig i geografi og skrev vist meget af ved min søster Jane, som heldigvis var rigtig god i faget.
Else Degn blev min skoleveninde. Vi var vist to helt forskellige piger, som kom fra helt forskellige familier, men vi gik hver dag sammen til skolen. Jeg kan ikke huske, at Else var inde i Højlund, men jeg havde mange lykkelige timer i uddeler Degns varme stue. Elses mor, Karen Degn, kom jeg til at holde rigtig meget af. Hun var altid så sød og venlig overfor mig.
6 – Hjemmet i Højlund
Jeg husker den første dele el-vaskemaskine, som var deponeret bag døren i vores store ”badeværelse”. Der var god plads, da der aldrig blev sat et badekar ind. Vi vaskede os alle med koldt vand ved vaskekummen over for vores WC, som dog havde ”træk og slip” skylning.
Vaskemaskinen havde 2 hjul og 2 håndtag, så man kunne køre med den. Indeni var der 2 vinger eller “skovle”, der bevægede tøjet med elkraft frem og tilbage. Den gik også på skift.
Vi havde jo heller ingen varm vand i Højlund, udover på mors vaskedag hvor gruekedlen var varmet op. Efter vasketøjet måtte vi bade i en af de store galvaniserede vaskebaljer, som ellers blev brugt til at skylle vasketøjet i.
Dengang blev tøjet først kogt i gruekedlen, derefter taget op med en lang træstok og hivet over i den elektriske vaskemaskine og til sidst så skyllet flere gange og hængt til tørre på snoren i den friske luft. Vinden gjorde tøjet blødt og strøg det samtidig. Jeg kan huske, at vi havde et par strygejern, som skulle opvarmes i ovnen, men de blev ikke brugt så meget.
Det var ikke så tit, at vi fik nye kjoler (dengang var både korte og lange bukser kun for drenge). Men når mor købte stof, var der altid så meget, at vi 3 piger fik en kjole syet ved en af Rattrup-pigerne i Fabjerg. De var 3 søstre. Den ene ordnede landbruget, den anden husholdningen og Karen syede nyt eller ændrede tøj for folk.
Sådan gik det til, at jeg i mindst 6 år altid havde den samme kjole. Vitas kjole blev syet ind, så Jane, som var en lille spinkel pige kunne bruge den, og derefter blev kjolen lagt ud igen til mig.
7 – Min ungdom i Fabjerg og Staby efterskole
Efter min fars død i 1953 stod min mor alene med os 4 yngste børn. Ingvard var ansat som karl på en gård, Vita som ung pige i huset og Jane og jeg gik endnu i skole i Fabjerg
Efter min konfirmation, fik jeg plads i Vester Agergård i Nr. Nissum. Gudrun og Arne havde 2 små drenge som jeg skulle passe, men Arne søgte også en knægt i stalden. Jeg overtalte dem til at give mig begge stillinger det vinter-halvår, da jeg ville spare sammen til at komme på Staby Efterskole den næste sommer. Gudrun og Arne var vist imponeret af min vilje til selv at ville tjene til det skoleophold.
Jeg fik så statslige tilskud dertil og havde dermed penge til at købe en ny cykel for, jeg tror endda den havde 3 gang gear. Jeg brugte den også til at cykle fra Staby til Fabjerg. Hver lørdag kl. 12 havde vi fri til søndag aftensmad. Vi var 7 piger, som fulgtes ad fra Staby til Bækmarksbro, hvor de andre 6 drejede fra imod Møborg og Bonnet. Der traf vi os igen søndag eftermiddag, og inden vi nåede efterskolen, havde vi vist alle fortalt om lørdagens oplevelser.
Der var kommet nye lærer-ægtepar til Nordre skole i Fabjerg, og de havde 2 små piger, Nanna og Signe. Efter mit ophold i Staby blev jeg ansat hos dem til husholdning og børnepasning. Det var en rigtig lykkelig tid i min ungdom. Gerda og Jens Hillgård var meget gode ved mig og hjalp mig meget på min videre vej.
Vi blev senere rigtig gode venner. De flyttede til Lemvig, hvor jeg senere besøgte dem et par gange, når vi var hjemme fra Schweiz
Jeg kan ikke helt bestemt huske hvilket år det var, måske 1952, at far solgte den første byggegrund ved Fabjergvej lige efter smeden, til Ingeborg og Ruedi Rafle for 25 øre per kvadratmeter. De var kommet tilbage fra Schweiz og – som far sagde – Ingeborg er jo her fra Fabjerg og de med deres børn skal jo have et sted at bo og noget at leve af. Ruedi byggede snedkerværkstedet og stuehuset ved siden af.
8 – Mødet med Heini
Ruedis bror, som boede i Basel, satte en annonce i avisen i 1959, at der blev søgt en medarbejder i Danmark.
Heinrich (Heini) Stäheli, som var udlært møbelsnedker, ville gerne til Danmark og rejste den 7. januar 1960 fra storbyen Basel til den lille landsby Fabjerg, hvor han så hjalp med at bygge huse i stedet for møbler. Han var f.eks. med til at udføre tømmerarbejdet på den nye kostald i Svensgård
Jeg dansede meget gerne, var selvfølgelig også med til folkedans i Fabjerg Forsamlingshus og mødte der mange unge mennesker, som jeg før ikke kendte. Derigennem kom jeg også med i dilettant gruppen, som i februar 1960 opførte ”Iversen bliver droppet”.
I pausen spillede Ruedi Rafle guitar sammen med Heini, som havde monteret en mundharmonika oven på hans Guitar og spillede begge dele samtidig. Det var noget af en succes i Fabjerg.
Dilettant og revy i Fabjerg Forsamlingshus: “Iversen bliver droppet” Fra venstre: Niels Kristian Kristensen, Krista Kristensen, Elin Hestbech, Eva Pedersen, John Grauting
Heini Stäheli og Ruedi Rafle
Min bror Ingvard tog Heini med hjem til mor, som havde et af de første TV i Fabjerg med en antenne hængt op på loftet under tagstenene. Når der f.eks. blev sendt en håndboldkamp, var trappen ved ”æ hwærdavsindgang” fuld af træsko, og i dagligstuen sad alle rundt på gulvet, så de kunne se spillet. Sådan mødte jeg Heini igen. Han var i sin fritid tit i Højlund ved min mor.
9 – Schweiz
I efteråret 1960 havde Ruedi ikke mere arbejde til Heini, og han måtte rejse hjem igen. Vi skrev utrolig mange breve frem og tilbage. Da mor engang spurgte om, hvad Heini havde skrevet, gav jeg hende brevet, så hun selv kunne læse det. Jeg var godt klar over, at hun ikke forstod det, for Heini skrev jo dansk sådan som han snakkede, og vi to havde sådan vores eget sprog, som kun vi forstod.
I begyndelsen af januar måned 1961, skrev Heini at han havde fundet en arbejdsplads til mig i Basel, men jeg skulle begynde den 15. januar. Jeg havde ikke engang et rejsepas dengang, men da trådte så min lille mor frem til hjælp. Pludselig hjalp hun mig ved at få alt muligt organiseret. Mor ordnede de 3 p’er (pas, papir og penge) og sammen med min søster Anna, som havde bil, satte de mig i toget i Struer.
Jeg havde indtil da aldrig rejst med tog alene og skulle skifte i Fredericia, i Padborg og i Hamborg, inden jeg kl. 3 om natten nåede til Basel. Det eneste jeg kunne sige på Tysk var Guten Tag. Men Heini stod heldigvis på perronen og bød mig velkommen til Schweiz.
Den 4. august 1961 blev vi gift i Basel og fik 3 piger i løbet af de næste 4 år. Derefter havde vi efter hinanden 4 plejebørn i kortere eller længere tid, hvoraf den sidste kom til os fra børneværnet, da hun var 15 år.
“Moster” i Højlund
Mor solgte byggegrunde til slagteren og til kommunen, som byggede skole, lærerbolig til Hillgårds og ”De Gamles Hjem” (hvor skønt et navn i stedet for plejehjem), hvor slagterens blev bestyrer. De Gamles Hjem lå på Højlund siden og vores lille mor var lykkelig for at være der. Hun følte sig vist lidt som medejer og hjemme. Senere blev der bygget små ældreboliger til.
I skoleferien 1971 rejste jeg med mine 3 piger med toget til Struer for at afløse mine søskende ved at sidde ved mor. Mine søstre havde alle gårde og høstarbejde. Jane havde 4 børn og de yngste var tvillinger på 9 måneder. Mine piger blev ved min søster Inger på Remmer Strand og ”hjalp” på marken, så jeg kunne roligt være ved mor.
Vores kære lille mor Ane sov stille og fredelig ind natten til den 10. juli 1971
I dag har jeg hørt om unge Fabjerg-boere, at de ofte var på besøg ved den lille søde Ane, – som de sagde MOSTER til – efter at vi alle var væk.
Det gjorde mig rigtig meget glad at læse. TAK for det….