Denne artikel er sammensat af kilder, der beskriver Klosterheden og dens anvendelse, inden den blev tilplantet. Alle indlæg er forkortede. Der er fokuseret på dyrkning af hedeagre og slåning af lyng, der blev anvendt til brændsel.
Hedebønderne
De lette sandjorde var med 1700-tallets teknologi ikke egnet til at give udbytte år efter år. Jorden blev dyrket i fire-seks år, hvorefter den skulle hvile i en længere årrække for igen at samle næring. Derfor var det nødvendigt med store arealer for at kunne sikre en høst hvert år. Både heden og de hvilende jorder blev benyttet til græsningsarealer. Markerne og de vigtige engarealer langs åen skulle først og fremmest sikre foder til kvæget. Kvæget var hedebondens mest sikre udbytte. De mere usikre kornafgrøder kom i anden række.
Hedebønderne pløjede eller brød den hårde jord. Herefter satte de ild til lyngtørven, hvilket var med til at give jorden næring. Når jorden havde været overladt til sig selv og samlet næring over en længere årrække, kunne hele processen begynde forfra.
Når dyrkningen ophørte, voksede der græs og senere lyng på marken. Derfor blev de hvilende marker brugt til græsning. I 1700-tallet begyndte bønderne at bruge afgrøder som kløver og rajgræs til at forbedre jorden.
Heden gør sit indtog – igen
I slutningen af 1960’erne var den vestjyske lynghede ved at blive en truet landskabstype. Også i Klosterhedens Statsskovdistrikt, hvor der var mindre en 250 hektar hede tilbage.
17. juni 1968 ville naturen det anderledes. Dagen var helt vindstille, og pludselig brød en brand ud omkring Fladhøj i midten af plantagen. En brand i et skovområde er ikke at spøge med. Specielt ikke på en på sommerdag.
Ilden endte dog med at slukke sig selv. Varmeudviklingen var nemlig så kraftig, at den udløste et voldsomt tordenskyl. Inden branden blev slukket, havde ilden fortæret træer i område på 200-250 hektar. Efterfølgende blev området ikke tilplantet igen. Tværtimod blev Klosterhedens største hedeareal skabt.
Kilde: Naturstyrelsen
I Heden er mange Dalstrøg, og i disse flyder Bækken kvikt, Engdragene ved disse har i Tidernes Løb givet gode eller vel oftest mindre gode Høafgrøder til Hedebondens Kvæg. Af vandingen har vel nok mest passet sig selv, og Engene er blevet meget vandsure, saa at Græsset, der gror, bliver af alt for daarlig Kvalitet.
Gaarden Sønderby, der beboedes af Gaardmand Peder Eriksen, laa paa Bakkekanten overfor Vestermølle, han havde dyrket nogle magre Hedeagre og ejede desuden 2-3 Dalstrøg ude i Heden med Eng.
Kilde: Niels Nielsen Hollands
Da det omkring 1885 blev til alvor at staten ville købe heden til beplantning var det vel nok de fleste af lodsejerne, som ville sælge; men der var også en del, som ikke ville sælge deres hede.
Det var vistnok daværende folketingsmedlem Åberg for Lemvigkredsen som forestod sagen, der betaltes 30 kr. pr. tdr. land og så måtte man bruge lyngen i 10 år deraf; men ikke jagtretten. Det var jo en meget betænkelig sag at sælge heden, for hvor skulle man få brændsel fra til bageovnen som opfyredes udelukkende med lyng, min mor var meget ked af det, da far solgte heden, vi havde 30 tdr. land.
Det sidste år vi havde den, hentede vi 14 læs lyng, i almindelighed brugte vi 4 læs om året, det skulle helst bjerges om sommeren i den tørre tid; men det kunne også let blive for tørt, var det for tørt gik det i smuld, især når det var kort lyng, var det groft kunne det bedre gå. Man brugte et lyngjern til at slå lyngen med og en mand skulle kunne slå et læs lyng om dagen, jeg husker at vor karl og pige gik i heden om morgenen kl. 4 og kom hjem igen kl. 9, da var det for tørt, de gik så derud igen kl. 5 og blev så derude til kl. 9-10 længere hen på sommeren kunne de blive derude hele dagen.
Der var mange som solgte lyng til beboerne vest for Lemvig, min svigerfar Chr. Roesgaard har fortalt mig, at han har kørt mange læs lyng til Harboøre og det var der flere der gjorde; men de fleste hentede det selv, jeg har mange gange talt 20 vogne som hentede lyng ud imod Rishøje.
Det tog cirka 5 timer for dem fra vestsognene at læsse, det gjaldt jo om at få det lagt rigtigt på, ellers kunne man let vælte med det og det gjaldt jo om at få noget for pengene. Vi tog nu ikke så lang tid til det; men vi havde jo heller ikke så langt dertil, jeg har mange gange som dreng været med på heden for at rive lyngen sammen efter forkningen.
Vores hede lå et godt stykke sydvest for Kjærdal.
Kilde: Peder Bjerg
Pløjning med enkeltfuret plov med 2 heste foran i Fabjerg.
Jens Lind (kaldet fatter Æsel) kørte lyng til Harboøre og fik 2 kr. pr. læs.
Min far – i daglig tale kaldet PC – havde købt 14 tdr. land fra Kjærgaard og 8 tdr. land fra Engholm, og med de 8 tdr. land, der hørte med til ejendommen, blev det til 30 tdr. land, som far målbevidst gik i gang med at opdyrke til frugtbar sandjord.
Heden blev pløjet med en enkeltfuret plov med to heste for. Det var et værre knokleri med alle de trærødder og rævegrave, som hestene næsten kunne forsvinde i; men det var bare op igen og videre.
Derefter fik det hele en tur med tallerkenharven. Engang fortalte far – gik hestenes forben igennem den hårde al – og lige ned i en hugormerede. hugormene vrimlede op af hestenes ben, men gjorde dem mærkværdigvis ikke noget.
Kilde: Krista Lauritsen